Aktier: Risikomodvilje ramte amerikansk påskestemning

Det amerikanske aktiemarked lukkede med kurstab tirsdag, men niveauet var et stykke fra dagens lavpunkt. Geopolitiske risici vejede tungt på stemningen, mens investorerne gør klar til starten på den amerikanske regnskabssæson.

Arkivfoto. Det amerikanske aktiemarked lukkede med kurstab tirsdag, men niveauet var et stykke fra dagens lavpunkt. Geopolitiske risici vejede tungt på stemningen, mens investorerne gør klar til starten på den amerikanske regnskabssæson. Fold sammen
Læs mere
Foto: Drew Angerer

S&P 500-indekset sluttede med et minus på godt 0,1 pct. til 2353,78. Det tunge Dow Jones-indeks begrænsede tabet til langt under 0,1 pct. til 20.651,30, mens Nasdaq-indekset sluttede med et fald på godt 0,2 pct. i 5866,77.

Wall Street lå under for bekymringer over de stigende spændinger mellem USA og Rusland, Syrien og Nordkorea, hvilket fik investorerne til at flokkes om guld og andre "sikker havn"-aktiver, mens indikatoren for Wall Street-frygt - VIX-indekset - lukkede på det højeste niveau siden præsidentvalget.

Og mens den amerikanske udenrigsminister, Rex Tillerson, fordømte russisk støtte til Syriens Bashar al-Assad i en besked fra verdens største økonomier til Moskva, advarede Nordkoreas statslige medier om, at provokationer kan udløse et atomangreb på USA, alt imens en amerikansk flådestyrke er på vej mod det vestlige Stillehav.

»Geopolitisk risiko er omdrejningspunktet lige nu. Men det er også et marked, der handler på 18 til 19 gange den fremtidige indtjening. Regnskabssæsonen står for døren, og den kommer til at blive vigtig,« vurderer markedsstrateg Quincy Krosby fra Prudential Financial i New Jersey over for Reuters.

Onsdag morgen er investorerne i Asien generelt negative. De amerikanske futures ligger med fald på 0,1-0,2 pct.

BREDT BASEREDE KURSFALD

Der var bredt baserede kursfald på sektorbasis. Værst gik det ud over it-aktierne, der med drop i Apple på 1,1 pct. og Qualcomm på 2,1 pct. lagde sig tungt i bunden af S&P 500.

De to selskaber er oppe at toppes om kontrakter og patentbetalinger, og beskyldningerne fyger gennem luften i Silicon Valley. Senest har Qualcomm anklaget Apple for at lyve over for myndighederne for at fremtvinge en offentlig undersøgelse af chipproducenten.

It-segmentets samlede drop på 0,4 pct. fik følgeskab af finansaktierne, der faldt knap 0,3 pct. efter tab i blandt andet Wells Fargo på 0,7 pct. og i Morgan Stanley på 0,8 pct.

Det er de faldende amerikanske renter i kølvandet af flugten mod sikker havn, der presser banksektoren ned. De første regnskaber fra bankerne kommer torsdag, hvor Wells Fargo, JPMorgan og Citigroup fremlægger kvartalstal inden påskeferien rammer Wall Street langfredag.

Også guldproducenter som Newmont og Barrick Gold fik glæde af investorernes hang til ædelmetaller i usikre tider. De to selskaber steg henholdsvis 1,5 pct. og 3,2 pct.

Blandt enkeltselskaberne havde United Airlines en uheldig hovedrolle. Brutal behandling af en passager med gyldig billet på et overbooket United-fly i Chicago søndag har de seneste dage floreret på sociale medier, og den stærkt negative omtale sendte på et tidspunkt aktien i United Continental Holding, der er selskabet bag United Airlines, ned med over 6 pct.

Undskyldninger fra koncernledelsen og forsikringer om bod og bedring formildede investorerne en smule. Aktien lukkede med et tab på 2,1 pct.