Aktier: Philips tog toppen i opstemt marked

Læs mere
Fold sammen

Udsigt til politisk stabilitet i Frankrig med en reformivrig præsident var en lækker cocktail for investorerne, der lod forsigtigheden blive hjemme efter weekendens valg i Frankrig.

Valget gav klart flertal i parlamentet til præsident Emmanuel Macrons valgalliance, og reaktionen i mandagens handel blev en stigning på 1 pct. for det franske CAC 40-indeks, mens Stoxx 600-indekset lå en smule efter med et hop på 0,9 pct.

Blandt selskaberne var der fokus på hollandske Philips som følge af rygter om et aktiekøb af hedgefonden Third Point.

Ifølge avisen The Times kan hedgefonden, der er stiftet af den amerikanske milliardær Dan Loeb, være på vej til at opbygge en ejerandel af elektronikkoncernen på flere milliarder euro. Aktien steg 6,4 pct.

Endnu større var fremgangen hos den britisk Nemlig.com-pendant Ocado Group, som leverer dagligvarer direkte til hjemmeadressen.

Franske BNP Paribas har løftet anbefalingen til "outperform" fra "underperform", da det ser gode muligheder for et partnerskab med en ekstern aktør.

Det sker efter fredagens nyhed fra Amazon.com, der har lagt bud på supermarkedskæden Whole Foods Markets, hvilket satte en række af de traditionelle supermarkedskæder under hårdt pres på aktiemarkedet. Ocado-aktien steg 11,1 pct.

Der var også pæn interesse for den schweiziske storbank Credit Suisse, som blev fremhævet af både Bank of America og Citigroup. Aktien steg 3,7 pct.

/ritzau/FINANS