Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Forud for markedsåbning har der i Asien overvejende været indeksstigninger, ligesom det var tilfældet i USA mandag. Tirsdag morgen ligger amerikanske futures ganske vist med en beskeden pil ned, men til gengæld er der indikation om stigninger, hvis blikket vendes mod de europæiske ag slagsen.
- Jeg tror, det peger en lille smule opad her til morgen, vurderer investeringsstrateg Lars Skovgaard Andersen fra Danske Bank.
Han nævner, at markedet fortsat har fokus på Italien, hvor søndagens afstemning om en reform af landets forfatning endte med et "nej".
Siden har premierminister Matteo Renzi meldt sit ønske om at træde tilbage, men den italienske præsident ønsker, at Renzi bliver, indtil landets budget bliver vedtaget sidst på ugen. Det ser premierministeren ud til at have accepteret, fortæller Lars Skovgaard Andersen.
- Det er én historie, der ligger ude i markedet.
- Den anden og nok endnu mere vigtige er, at for tredje gang i år har markedet formået at fokusere på nogle fundamentale økonomiske data frem for at fokusere på politik, siger investeringsstrategen og henviser til først brexit-afstemningen og siden det amerikanske præsidentvalg.
Lars Skovgaard Andersen påpeger desuden, at markedet bevæger sig ind i december, som plejer at være en meget god måned med generelt stigende aktiekurser.
GENMAB PÅ KRÆFTKONFERENCE
Blandt de danske selskaber kan der blive kigget mod Genmab, som mandag lukkede 1,1 pct. højere i 1193 kr. Biotekvirksomheden har tirsdag morgen på den amerikanske konference ASH fremlagt data fra studier med kræftmidlet daratumumab, men uden at det har været med store nyheder.
- Det, der har været ude, har været på linje med det, vores analytiker har ventet, så der er ikke kommet noget "nyt-nyt" for at sige det på den måde, forklarer Lars Skovgaard Andersen.
I det resterende eliteindeks fragår der udbytte på 9 kr. hos medicovirksomheden Coloplast, som mandag gik frem med 0,8 pct. til 448,3 kr.
Uden for eliteindekset vandt bestyrelsen i Danske Andelskassers Bank (DAB) armlægningen med Lind Invest på mandagens generalforsamling i Hammershøjhallen.
Samtlige otte kandidater, der var opstillet af bankens bestyrelse, blev valgt, mens Lind Invest ikke fik valgt nogen af sine kandidater. DAB-aktien endte mandag 5,3 pct. højere til 3,58 kr.