Aktier kl. 9.28: Rampelyset rettes mod Vestas

 

C20-indekset begyndte onsdagen med fremgang og steg 0,2 pct. til rekord 454,75. De europæiske indeks lå også med moderate plusser i onsdagens indledende handel. Vestas bragte sig selv i centrum med annonceringen af en gigantordre. Blandt sidepapirerne leverede Keops kurshop.

 

Vestas åbnede 1,1 pct. højere i kurs 240,5, efter at den danske vindmøllekoncern Vestas har fået en stor ordre fra den japanske Toyota-koncern. Samtidig udvider de to parter samarbejdet, lød det onsdag morgen fra Vestas.

 

- Det er en vigtig ordre fra en strategisk kunde. Værdien ligger nok lige under 2 mia. kr., vurderede analytiker Henrik Breum fra Danske Equities overfor RB-Børsen. Vestas har modtaget ordrer på i alt 81 stk. V80-2,0 megawatt vindmøller og 31 stk. V90-3,0 megawatt vindmøller til vindkraftprojekter i Japan, Taiwan og Sydkorea.

 

A.P. Møller - Mærsks B-aktie åbnede uændret i kurs 57.800. Den tyske investeringsbank, Dresdner Kleinwort, hævede onsdag morgen sin anbefaling på rederi- og oliegiganten til hold fra sælg. A.P. Møller - Mærsk har oplevet solid kursfremgang de seneste dage.

 

Lundbeck åbnede uændret i kurs 164,5, efter at tirsdagen bød på en kursfremgang på 3 pct. Tirsdag eftermiddag aflagde Lundbecks amerikanske forhandler, Forest Labs i godt kvartalsregnskab, hvor salget af Lundbeck-medikamenter overraskede positivt.

 

GN Store Nord steg 0,3 pct. til kurs 85. GN Store Nords salg af høreapparatdivisionen GN Resound til schweiziske Phonak er nu godkendt hos konkurrencemyndighederne inklusiv de amerikanske myndigheder. Det er helt på linje med forventningerne. Med godkendelserne kan Phonak iværksætte sin efterfølgende kapitaludvidelse, som skal finansiere opkøbet af GN Resound.

 

Blandt sidepapirerne fik ejendomsselskabet Keops ekstra opmærksomhed med en kursfremgang på 7,2 pct. til kurs 22,3. Tirsdag steg Keops-aktien 4 pct. efter revisorgodkendelsen af helårsregnskabet. Keops topchef Ole Vagner venter vækst i 2007 lød det i et interview med Dagbladet Børsen.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )