Aktier: Investorernes gejst er forsvundet igen

Efter en pæn onsdag er investorerne igen blevet en anelse forsigtige torsdag, hvor der er udsigt til en rød åbning på de amerikanske børser.

 

Omkring halvanden time før børsåbningen ligger futures for de tre toneangivende amerikanske aktieindeks, S&P 500, Nasdaq og Dow Jones, til at falde 0,5-0,6 pct.

- Der en bekymring for, at baggrunden for det store udsalg, vi så i starten af året, ikke rigtig er forsvundet, siger Jasper Lawler, der er markedsanalytiker ved CMC Markets, til Bloomberg News.

- På vej ind i regnskabssæsonen begynder folk at se frem mod bankregnskaberne i næste uge, der er en af de største bekymringer, siger han.

MEDICINAL I FOKUS

Blandt selskaberne er der igen fokus på medicinalselskaberne Pfizer og Allergan, der onsdag droppede en storstilet fusion, da det amerikanske finansministerium har ændret nogle skatteregler, som ødelagde fordelene ved at gå sammen. Pfizer-aktien falder 0,7 pct. i formarkedet, mens Allergan dykker 0,5 pct.

I samme branche er der udsigt til fremgang for Valeant, der har en god torsdag i vente, efter at en kreditor ifølge Bloomberg har sagt ja til at stille en kreditfacilitet til rådighed. Aktien stiger knap 6 pct. i formarkedet.

Selskabet Sunedision, der er Vestas-kunde og på kanten af en konkurs, ligger til at åbne 10 pct. højere, men det skal ses i lyset af drop på 75 pct. de seneste to dage.

TALLENE RULLER SNART

Der er ikke mange dage, før at regnskabssæsonen i USA begynder. Mandag er det aluminiumsproducenten Alcoa, som uofficielt sparker gang i en lang stribe af regnskaber, der dog ifølge Bloomberg News næppe kommer til at byde på det store festfyrværkeri.

Ifølge nyhedsbureauet er der nemlig udsigt til den værste regnskabssæson siden finanskrise, og i gennemsnit er der lagt op til fald i indtjeningen på knap 10 pct. for selskaberne i S&P 500.

Det er især energisektoren, hvor indtjeningen er under pres, hvilket skyldes et stort fald i energipriserne det seneste år.

/ritzau/FINANS

 

Aske Muff +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans[AT]ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk