Aktier: Investorerne afventer tale i forsigtig åbning i USA

Helt som ventet startede tirsdagens handel på det amerikanske marked forsigtigt, da investorerne afventer talen fra Janet Yellen, chefen for den amerikanske centralbank, Federal Reserve.

Hun taler for Senatet klokken 16 dansk tid, hvor den amerikanske økonomis tilstand er på dagsordenen. Janet Yellens statusrapport ventes at give investorerne en indikation af, hvornår centralbanken vil hæve den ledende amerikanske rente. Helt som ventet har investorerne derfor været afventende i markedets spæde åbning.

I den tidlige handel stiger Dow Jones 0,1 pct. - ganske som ventet i formarkedet. Nasdaq falder 0,2 pct., og S&P 500 går marginalt frem med 0,03 pct.

Ganske som ventet stiger Home Depot fra begyndelsen. Aktien går frem med 3,7 pct. til 116,4 dollar.

Det sker efter et positivt regnskab tirsdag, hvor omsætningen steg 8,3 pct. til 19,2 mia. dollar mod ventet 18,7 mia. dollar blandt analytikerne ifølge Bloomberg News.

JP Morgan går frem med 1,8 pct. og handles til 60,4 dollar, efter at banken sænker afkastmålet for sin investeringsbankenhed til 13 pct. fra 15 pct. for at holde mere kapital i divisionen. JPMorgans investeringsbank sigter samtidig mod besparelser på 2,7 mia. dollar ved udgangen af 2017.

Tennant, der ligesom danske NKT fremstiller rengøringsmaskiner, fik større fremgang end ventet i fjerde kvartal. Omsætningen steg 10,8 pct. til 216,3 mio. dollar, hvor der var ventet en omsætning på 210 mio. dollar ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News. Dermed har Tennant nået sit højeste omsætningsniveau i et fjerde kvartal nogensinde. Indtjeningen landede på 93 cent per aktie mod estimatet på 83 cent.

Forventningerne til regnskabsåret 2015 er derimod lavere, end analytikerne havde forudset. Tennant venter en omsætning på 825-855 mio. dollar, hvor analytikerne før regnskabet havde forudset 858,7 mio. dollar ifølge Bloomberg News' rundspørge.

Selskabet forklarer, at en ugunstig valutakursudvikling ventes at ramme både omsætning og overskud i 2015, men at resultaterne i andet halvår ventes at blive bedre end i første.

Efter åbningen falder aktien 1 pct. til 68,49 dollar.