Aktier: Blandede signaler op til åbningen

. De amerikanske aktiehandlere har et par nøgletal at se frem til onsdag eftermiddag. Og sent på handelsdagen kommer referatet fra de seneste møde i centralbankens rentekomité, FOMC, måske med nye signaler for rentepolitikken. Det er i øvrigt sidste møde med Janet Yellen som formand, der refereres fra.

Til gengæld er inspirationen fra selskabsspecifikke nyheder i form af for eksempel regnskaber til den sparsomme side.

Frem til åbningen peger handlen med futures på de tre toneangivende indeks, S & P 500, Nasdaq og Dow Jones i forskellige retninger. Dow Jones-futuren ligger 0,1 pct. lavere, S&P 500-futuren ligger stort uændret, mens Nasdaq-futuren stiger 0,2 pct.

De makroøkonomiske data drejer sig om erhvervstilliden målt på PMI-indekset for februar. Det ventes at stige til 53,7 for service-indekset fra 53,3 måneden før, mens industriindekset vente at holde sig i status quo på 55,5.

Efterfølgende kommer tal for salget af eksisterende boliger i januar, som ventes at vise en stigning på bare 0,5 pct. efter et fald på 3,6 pct. måneden før.

Dagens regnskaber kommer fra blandt andet selskaber som Advance Auto, Ansys, Garmin, Souther Company og Synopsys.

/ritzau/FINANS