Forud for landsmødet havde Lene Espersen håbet på, at hun omsider kunne begynde at lægge afstand til det fatale mødeafbud i Arktisk Råd, hvor hun kunne have mødt den amerikanske udenrigsminister Hillary Clinton. Men med den løbske mail-sag, en opposition, som i disse dag jagter ministeren og kritiserer hende for at have talt usandt i folketingssalen samt en usikker optræden i medierne, er krisen omkring partilederen ingenlunde tager. Tværtimod er den eskaleret voldsomt.
Derfor er Lene Espersen også ude på en noget nær umulig mission, når hun de næste dage skal forsøge at puste kampgejst ind i partiorganisationen og få partifællerne til at ruste sig til en lang og udmarvende valgkamp. Forskellen til S-kongressen sidste weekend bliver slående. I Aalborg lykkedes det for Thorning at skabe begejstring, og hun fik tillidsfolket og fagbevægelsen til at rykke sammen, så Socialdemokraterne frem til valget vil bruge hver eneste dag på at bekæmpe VK-regeringen og Dansk Folkeparti.
Den effekt vil Lene Espersen ikke kunne opnå. Ganske vist kan det være, at de konservative partisoldater vil vælge at klappe taktfast og demonstrativt for at vise deres støtte. Men under overfladen ulmer utilfredsheden og frustrationen over en leder, som har formået at skuffe selv de skeptikere, som ikke havde ret høje tanker om hende, da hun indtog formandsposten til Tina Turner’s signatursang – ”simply the best”.
Denne jubelscene synes i dag at høre til en fjern fortid. I stedet må ministerholdet, folketingsgruppen og tillidsfolket i partiet erkende, at deres leder har gjort sig sjældent upopulær i befolkningen. Og de må se i øjnene, at Espersen skal præstere et mirakuløst come back, hvis hun skal nå at komme i kampform før valget. Og nu tyder meget endda på, at hun må indkassere en næse.
Da Lene Espersen blev ny formand, drømte de mest håbefulde konservative om, at hun ville skabe vækst for sit parti, og at hun endda ville kunne arbejde sig frem mod en situation, hvor statsministerposten kunne være indenfor rækkevidde. I dag er kendsgerningen, at Lene Espersen udgør det svageste led i kæden i blå blok. Uden fremgang vil de Konservative groft sagt være Thornings bedste chance for at kunne indtage Statsministeriet.
Hvad kan Lene Espersen gøre? Det ubarmhjertige svar er: Ikke ret meget.
Det er en svir at være en udenrigsminister i medvind, men i modvind har man ikke en særlig effektfuld styrepind til rådighed. I de sidste måneder har Espersen rejst verden rundt i et tempo, som de færreste af forgængerne kan matche, ene og alene for at vise, at hun er seriøs og arbejder i alle døgnets timer. Det grumme paradoks er, at danskerne ikke tager notits af det, og rejserne gør hende samtidig usynlig på den hjemlige scene.
For at kunne få fremgang skal de konservative ministre – og det gælder især Brian Mikkelsen, Lars Barfod og Benedikte Kiær– profilere partiet tydeligere. Men det skal ske med en konsistent politik, som ikke repræsenterer nye overraskende kursskift og kommer til at ligne panik før lukketid. Dernæst skal Espersen selv trækkes ind i kampen igen. Hun skal markere sig i de mest afgørende indenrigspolitiske spørgsmål, for ellers vil hun kunne kæmpe sig tilbage til en tålelig udgangsposition før valgkampen. Endelig bliver de Konservative nødt til at tage bestik af virkeligheden.
Drømme om fremgang og vækst vil være en illusion. Alt tegner til, at de Konservative kommer til at indkassere et nederlag ved næste valg. Derfor er det realistiske succeskriterium at få begrænset skaderne og satse hårdt på at fastholde regeringsmagten, så man får fire år til at genopbygge partiet og ikke mindst partilederen.
