Lykkes det for Helle Thorning-Schmidt at erobre Statsministeriet ved næste valg, vil hun kunne tænke tilbage på uge 13 som et succesfuldt skæringspunkt i en stædig kamp for at føre sit parti tilbage til magten.
I ugens løb viste alle målinger, at rød blok står til at vinde magten fra en trængt VKO-alliance. Men ikke nok med det: I torsdags opnåede Thorning på samme dag to bemærkelsesværdige sejre, som illustrerer, hvor langt hun er kommet, siden hun tiltrådte som grøn og uerfaren formand i foråret 2005.
Torsdag løste Margrethe Vestager definitivt adgangskort til det røde hold, og Thorning har dermed fået opfyldt sin drøm om at samle oppositionen. Det er S-formandens faste overbevisning, at det er afgørende vigtigt at kunne demonstrere for vælgerne, at oppositionen står sammen.
Samme torsdag medvirkede Thorning til, at Socialdemokraterne fik styr på den kaotiske situation, som Ritt Bjerregaard udløste, da hun uden varsel annoncerede, at hun ikke stiller op til efterårets kommunalvalg. Dermed stod partiet uden en slagkraftig kandidat i kampen om at bevare herredømmet over København.
Med introduktionen af Frank Jensen som ny overborgmesterkandidat blev der med et slag kørt en politiker i stilling, som har erfaring fra næsten alle niveauer i politik, og som har et langt større navn end de øvrige kandidater i byen. Om det rent faktisk vil lykkes for Frank Jensen at vinde slaget om København, er ikke en given sag, men Socialdemokraterne står i en mere fordelagtig udgangsposition end for blot få dage siden.
Samtidig skal man ikke underkende symbolikken i, at Thorning valgte at støtte netop Frank Jensen. Dermed mødes vinderen og taberen fra formandsvalget i 2005 i et nyt samarbejde, og Thorning kan med større ret end nogensinde sige, at de ødelæggende fløjkampe tilbage fra tvekampen mellem Svend Auken og Poul Nyrup Rasmussen hører til i historiebøgerne.
Summa summarum: Thorning har aldrig siddet stærkere som formand, og hun har aldrig stået med bedre chancer for at vinde Statsministeriet tilbage til sit parti.
Det er oplagt, at Thorning undervejs har fået en håndsrækning fra Fogh.
I S-toppen er man opmærksom på, hvor skadeligt Foghs lange jobskift til NATO har været for Venstre og VKO-alliancen. Når de i S-ledelsen vurderer det seneste år, peger de på en regeringschef, som har været fraværende på grund af sin hektiske rejseaktivitet, har tabt store dagsordener på gulvet og fejlhåndteret vigtige sager: Foghs plan om at gøre 2008 til året, hvor et eller flere af de danske EU-forbehold skulle afskaffes ved en folkeafstemning, blev torpederet af irernes nej til Lissabon-traktaten. Statsministerens ønske om at gennemføre en arbejdsmarkeds- og dagpengereform led skibbrud på grund af den eskalerende økonomiske krise. Og hans håndtering af Metock-dommen fra EF-Domstolen gjorde Dansk Folkeparti rasende, fordi Pia Kjærsgaard følte, at Fogh forsøgte at negligere konsekvenserne af dommen for den danske udlændingepolitik. Endelig har Fogh – i modsætning til Thorning – konsekvent undervurderet den uhyggelige dynamik i den globale økonomiske krise.
At regeringen rent faktisk har designet økonomiske redningspakker og udformet en skattereform for at stimulere økonomien – og desuden har udarbejdet en hel pakke med hårde straffe over for den grove bandekriminalitet – affejes af S-ledelsen, som køligt kan konstatere, at vælgerne ikke ligefrem belønner initiativerne.
Derudover peger man på, at Thorning ikke bare har lukreret på den langvarige uro om Foghs fremtid. Hun har truffet beslutninger af historisk rækkevidde og forstået at handle aktivt i det tomrum, som uroen om Fogh har skabt.
Den vigtigste beslutning har været at gå sammen med Villy Søvndal, for S-SF-aksen har hos mange danskere skabt troværdighed om og fornyet tro på, at der eksisterer et regeringsalternativ. Det er også styrken i S-SF-aksen, som reelt har fået Margrethe Vestager til at melde sig ind på holdet og opgive at stå alene.
Hos Socialdemokraterne kender man dog udmærket den nyere politiske Danmarkshistorie, og ingen kunne drømme om at sige, at »den er hjemme« – sådan som Ekstra Bladet skrev om Uffe Ellemann-Jensen før valget i 1998.
Tværtimod er man klar over, at regeringen vil kunne rykke frem, i samme øjeblik Lars Løkke Rasmussen sætter sig i statsministerstolen med en stålsat ambition om at bringe fornyet fremdrift i regeringssamarbejdet.
I vælgernes øjne står S-holdet fortsat med markant ringere troværdighed, når det handler om at udvise økonomisk lederskab – hvilket selvsagt er et problem for en regeringen i krisetid. Derudover skal S, SF og R blive enige i bl.a. skatte-, udlændinge-, rets-, forsvars- og Europapolitikken. Og fremover vil Lars Løkke Rasmussen, Lene Espersen og Pia Kjærsgaard med fornyet energi bore i hver eneste sprække mellem oppositionspartierne.
Men tilbage står, at efter uge 13 kan Thorning tage kampen op fra sit hidtil stærkeste udgangspunkt.
