Overblik: Den globale forargelse vokser. Forstå, hvad der sker i Rafah
Forargelsen fra omverdenen vokser efter Rafah-angreb, hvor mange civile er brændt ihjel. Berlingske giver et overblik over situationen i den hårdt pressede by og omverdenens reaktion.
I månedsvis har civile i Gaza flygtet til Rafah, der ligger på grænsen til Egypten i det sydlige Gaza.
Søndag gennemførte Israel et angreb ved byen, hvor over 45 personer som konsekvens deraf har mistet livet.
Den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, kalder det »et tragisk uheld« – Hamas var det egentlige mål.
Det har ikke fået fordømmelsen af Israel til at stoppe.
Berlingske giver et overblik over situationen og reaktionerne på angrebet i Rafah.
Hvad er der sket?
Søndag aften mistede mindst 45 civile palæstinensere livet i en i brand Rafah efter et israelsk angreb. De Hamas-kontrollerede sundhedsmyndigheder melder om over 200 sårede.
Branden spredte sig til en teltlejr i Tel Sultan for fordrevne palæstinensere, som Israel ellers havde udpeget som en sikker »humanitær zone«. Altså et af de områder, den israelske hær via flyveblade og robotopkald har opfordret de hundredtusinder af fordrevne palæstinensere i Rafah til at søge tilflugt i.
Videoer delt på sociale medier viser, at der udbrød en stor brand på stedet. Blandt andet en brand ved en stor container, der er blevet brugt som beskyttelsesrum af snesevis af familier, omgivet af hundredvis af telte, skriver CNN.
Der er meldinger om, at folk er brændt ihjel levende.
En dansk kirurg fortæller til DR, at han amputerede tre ben i de første timer efter angrebet og måtte operere hele natten.
Hvad siger Israel?
Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, har kaldt angrebet for »et tragisk uheld«, men han har ikke i sinde at afslutte krigen, »før alle mål er nået«, skriver BBC.
En talsperson fra den israelske regering hævdede mandag, at en israelsk efterforskning af hændelsen viste, at et israelsk luftangreb mod to Hamas-ledere igangsatte den brand, der kostede mange civile livet.
Israel hævder således, at det ikke var et direkte angreb på de civile Rafah, men at det er sket som følge af et angreb på Hamas-medlemmer.
»Angrebet var udført mod et legitimt mål under international lov med brug af præcis ammunition og præcise efterretninger,« lød det fra det israelske militær.
To efterlyste Hamas-ledere, Yassin Rabia og Khaled Nagar, blev ifølge Israel dræbt i angrebet.
Angrebet ved Rafah skete, kort tid efter at Hamas for første gang i flere måneder affyrede en spærreild af missiler mod Tel Aviv. Missilerne blev angiveligt sendt afsted fra netop Rafah.
Israels militære anklagemyndighed har iværksat en undersøgelse af angrebet. Ifølge den israelske regering var angrebet rettet mod to højtstående medlemmer af Hamas. Eyad Baba/AFP/Ritzau Scanpix
Hvad siger omverdenen?
I takt med at rædslerne ved angrebet er kommet frem, er presset på Israel vokset.
I Berlingskes liveblog har vi samlet et overblik over lande, verdensledere og nødhjælpsorganisationer, der har reageret på angrebet.
Her er et udsnit:
Frankrigs præsident, Emmanuel Macron: »Uhyrligt (...) den slags operationer må stoppe.«
Tyskland: Beskriver »billederne af forkullede kroppe, herunder børn, fra luftangrebet« som »uudholdelige«.
FNs generalsekretær, António Guterres: »Der er intet sikkert sted i Gaza. Denne rædsel må stoppe.«
FNs humanitære chef, Martin Griffiths: »Ingen debat (...) Det, der skete i aftes, var den seneste – og muligvis mest grusomme – vederstyggelighed.«
EUs udenrigschef, Josep Borrell: »Disse angreb skal stoppe med det samme. ICJs kendelser og den humanitære folkeret skal respekteres af alle parter.«
Talsmand for USAs nationale sikkerhedsråd: »Hjerteskærende« angreb, som USA er i »aktiv dialog« med Israel om – Israel har samtidig ret til at gå efter Hamas, og som USA forstår det, er »to højtstående Hamas-terrorister blevet dræbt«.
Læger uden Grænser: »Fuldstændig tilsidesættelse af civiles liv.«
FNs generalsekretær, António Guterres, fordømmer angrebet. Det »dræbte snesevis af uskyldige civile, som blot søgte ly fra denne dødelige konflikt«, lød det fra generalsekretæren. Mohammed Salem/Reuters/Ritzau Scanpix
Hvad nu?
FNs Sikkerhedsråd skal samles til et hastemøde efter søndagens angreb.
Det oplyser unavngivne diplomater til nyhedsbureauet AFP.
Mødet skal afholdes tirsdag, og det vil forløbe som et lukket møde.
Angrebet sker, blot to dage efter at Den Internationale Domstol (ICJ) beordrede Israel til at stoppe krigshandlinger i netop Rafah, fordi de ifølge dommerne ville kunne føre til »tilintetgørelse af den palæstinensiske civilbefolkning«, FNs definition af folkemord. En anklage, Sydafrika har indbragt for domstolen på palæstinensernes vegne.
Cirka en uge tidligere havde chefanklageren ved Den Internationale Straffedomstol (ICC) søgt om arrestordre på Benjamin Netanyahu for krigsforbrydelser.
Tirsdag formiddag er flere israelske kampvogne er rykket ind i Rafahs bymidte. Det fortæller øjenvidner til nyhedsbureauet Reuters.
Kampvognene er blevet spottet nær Al Awda-moskeen, et centralt vartegn i Rafah, siger vidnerne.
Ifølge Sky News har det israelske militær, IDF, ikke umiddelbart kommenteret meldingen – det vil udsende en erklæring om Rafah-operationen senere, lyder det.
Del:
Andre læser også
Live
Internationalt
Krig i Gaza og store spændinger i Mellemøsten – følg udviklingen her
Internationalt
Kilder: FN's Sikkerhedsråd skal til hastemøde efter Rafah-angreb