Ballerup blues

Arcade Fires svimlende sange lod sig ikke fuldt ud forløse i Ballerup »Super« Arena.

Win Butler og Régine Chassagne er ikke bare de kreative omdrejningspunkter i Arcade Fire, men udgør også hver sin grundtone i det canadiske kollektiv. Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jose Sena Goulao

Han er i militærjakke og bærer guitaren som et maskingevær. Hun er i guldkjole og holder trækharmonikaen i et varmt favntag.

Win Butler og Régine Chassagne er ikke bare de kreative omdrejningspunkter i Arcade Fire, men udgør også hver sin grundtone i det canadiske kollektiv. Han formidler angsten og kraften, hun letheden og den lyse lidenskab.

Sådan er det på Arcade Fires tre mesterlige, konceptuelt rundede udspil, og sådan var det lørdag aften, da orkestret gæstede Ballerup Super Arena.

Her lagde de for med »Ready To Start«, som ikke bare er kronen på det seneste udspil, »The Suburbs«, men også er en af de stærkeste rocksange i det ny årtusinde med sit manende beat, sin knejsende melodi og sine rastløse, litterært tonede vers.

Siden løb sætlisten ubesværet rundt i bagkataloget, hvor rock, punk og folkemusik forløses via violiner, mandoliner, elguitarer, synths, gulvbasser og orgler og forenes af et lysende melodimateriale.

Og Arcade Fire spillede mere og mere foroverbøjet, som minutterne gik i Ballerup. Fra »Keep The Car Running« over »No Cars Go« til »Neighbourhood #3 (Power Out)« og flere på én gang stakåndede og smukke forløb, som blev afviklet med stor, gnistrende musikalitet.

En parkeringskælder

Den åbenlyse styrmand var fra start til slut den intense, sveddryppende Butler, som også sang for gennem størstedelen af sættet. Gudskelov. For når den ellers charmerende multiinstrumentalist Chassagne forsøgte sig, lød det skingert, tæt på ulideligt, og det var en af grundene til, at det store selvforglemmende sus udeblev.

En mere tungtvejende årsag var dog Ballerup Super Arena, som var lige så lydvenlig som en parkeringskælder. Hvorfor Arcade Fire var henlagt dertil er et kors for forstanden.

Fordi deres nyeste album kredser om forstæder som Ballerup? Næppe. Butler sagde jo tak til »Copenhagen« undervejs i koncerten.

Så det må skyldes skødesløs tour-planlægning. Eller noget andet. Eller tredje. Sikkert er det imidlertid, at de store sange og det suveræne samspil havde fortjent bedre. End Ballerup »Super« Arena.

- Arcade Fire i Ballerup Super Arena, lørdag.