Der kommer et tidspunkt i ethvert succesfuldt rockbands liv, hvor medlemmerne må spørge sig selv, om den bedste vej frem er at fortsætte af velkendte stier eller i stedet slå et kraftigt venstresving. Vil man holde sig til det sikre eller udfordre sig selv og publikum? U2 gjorde det med stor succes på »Achtung Baby«. Radiohead ligeledes om end i endnu mere radikal form på »Kid A«.
Nu er det så blevet den tid for Arcade Fire, der med deres hidtil tre fremragende plader og ekstatiske koncerter har udviklet sig til et af det nye årtusindes største og mest kunstnerisk konsistente rockbands. Gruppens med spænding imødesete nye dobbeltalbum »Reflektor« er nemlig om noget et stort og behjertet forsøg på at udforske rammerne for, hvad de kan være som band.
Hvor den tre år gamle »The Suburbs« lukkede en solid dosis Springsteen ind i gruppens stort orkestrerede univers, er »Reflektor« i langt højere grad orienteret mod dansegulvet. Den tidligere LCD Soundsystem-bagmand James Murphy er hentet ind som producer og hans eminente forståelse for fuldfede, dansable grooves klæder i den grad Arcade Fire.
Lyt bare til det eminente åbningsnummer »Reflektor«, der over syv et halvt minut bare vokser og vokser ovenpå en tungt rullende discorytme, mens det syngende ægtepar Win Butler og Résigne Chassagnes stemmer svæver mere og mere desperate rundt mellem congas, bassaxofon og analoge synths. David Bowie dukker sågar op og synger et par linjer hen mod slutningen. Så er vi i gang.
Åbningen mod dansegulvet fortsætter på fremragende numre som den stort anlagte »Afterlife« på side to og ikke mindst »We Exist«, der kækt citerer den udødelige basgang fra Michael Jacksons »Billie Jean«. Dette øgede fokus på rytmesektionen er nyt og meget vellykket territorium for Arcade Fire, især fordi de på disse numre samtidig har bevaret deres velkendte dramatiske sug i arrangementerne.
Skizofrene fornøjelser
»Reflektor« peger dog også mod mere eksotiske destinationer end New Yorks natklubber. På »Flashbulb Eyes« leger gruppen på overraskende vellykket vis med jamaicansk dub, mens den uforlignelige »Here Comes The Night Time« er en skiftevis fræsende og gyngende hyldest til de haitianske karnevaler, hvor liv, død og dans synes tættere forbundet end noget andet sted.
Efter et par gennemlytninger viser flere af numrene på den mere luftige anden del af pladen sig også som sande åbenbaringer. Særligt de 13 minutter i selskab med »Awful Sound (Oh Eurydice)« og »It’s Never Over (Oh Orpheus)« er noget af en rejse, hvor førstnævnte udspiller sig som en langsomt udfoldet, psykedelisk odyssé, der sender tankerne i retning af både The Beatles anno »Sgt. Pepper« og Flaming Lips i deres mest konfettipoppede lune.
Arcade Fire gaber med andre ord over ekstremt meget på »Reflektor«. Nok også for meget. Det er et både skizofrent og uhyre langt album, der er meget bevidst om sin egen status som stort kunstnerisk statement. Ikke alt er en ubetinget succes og særligt midt på albummets falder kadencen en smule. Men når eksperimenterne fungerer – og det gør de altså størstedelen af tiden – så er det rigtig godt.
Det skal blive spændende at se, hvilken vej de vælger at gå næste gang. Efter »Reflektor« synes mulighederne endeløse. Og hvor mange bands kan man – hånden på hjertet – sige det om efter album nummer fire?
Hvem: Arcade Fire. Hvad: »Reflektor«, Universal.
