En af dansk tegneseriekunsts bedst bevarede hemmeligheder er serietegneren og alt-mulig-kunstneren Paul Arne Kring, der måske har haft sit største publikum som dukkemager og dukkefører i Marionetteatret i Kongens Have – hvor han i øjeblikket er aktuel med forestillingen »Fortovet«. At færre kender ham som en dygtig tegner, må tilskrives, at hans flotte udgivelser er omtrent så sjældne som solformørkelser.
Tidligere har Kring blandt andet tegnet detektivserien »Bolette Hansen«, der med en præcis streg og dialog forvandlede 1920ernes Nordsjælland og København til et Raymond Chandler-agtigt landskab af forførende starletter fra Nordisk Film, privatdetektiver og lyssky personager uden rent mel i posen. Rent kultmateriale er Krings »Barbarella«-agtige science fiction-serie »Weneetryhl«, der blev undfanget på et tidspunkt i 1970erne, da lilla fløjl stadig så fedt ud til tøj og indretning. Krings letpåklædte hovedperson, den varmblodede femme fatale og astronette Weneetryhl Axtryhl, fremstår i dag som et sjældent eksempel på dansk popkunst med tungen dybere begravet i kinden end noget Andy Warhol kunne have udtænkt. Det kan godt være, at Weneetryhl udfører sin gerning som dusørjæger titusinder af år ud i fremtiden, men hendes højst upraktiske rum-bikini og stiletter er solidt forankret i en tid, da kvindefrigørelse stadig var et nymodens fænomen, mange rystede overbærende på hovedet af.
Der er dog ingen grund til at blive forarget over det nye album med Weneetryhl, som Forlaget Forlæns har udgivet. Det er ikke den filosofiske science fiction-genre, der dyrkes i tegneserien, til gengæld får man en rablende space opera tilsat en knivspids tegneserie-striptease, der er så sød og morsom, at det mest er rørende. Krings originaltegninger blev tidligere på året solgt som kunst i et af byens hippe gallerier, og det fortjener de også.
Topkarakter for originalitet
Flere danske tegneserietegnere er begyndt at eksperimentere med at udgive i andre formater end det gammeldags albumformat i blødt cover, men få går så langt som Jacob Nedergaard. Dels har tegneren anbragt sin serie »Helte og Dæmoner i Nørrejylland« i et så langstrakt format, at den ville kunne bruges som lufthavnsvimpel, dels har han rullet den sammen og anbragt den i en dåse. Indhold og form i selve tegneserien er præget af forne tiders amerikanske undergrundstegneserier.
Det er håndtegnet i en grad, så det færdige resultatet godt kunne have brugt en omgang med viskelæderet: Blyantsstregerne er stadig tydelige under tuschningen. Historien virker som om den løbende er opfundet under tegningen, men som titlen antyder, handler det altså om guder, superhelte og dæmoner i kamp med Hjørring som valplads. Selveste Vorherre er skildret med en papirspose over hovedet, idet tegneren tilsyneladende ikke ønsker at fornærme fundamentalisterne – og dem er der selvfølgelig også en del af i nærområdet. Hovedpersonen er superhelten »Tømmermanden«, hvis superkraft er hans superulækre morgenånde, der kan slå benene væk under en bryggerhest. Historien er måske mest for nordjyske lokalpatrioter, men serien bør få topkarakter for originalitet hvad angår emballagen.
Mumitroldene er tilbage
Fra Carlsen Comics kommer der en dejlig nyhed for fans af »Mumitroldene«. Det drejer sig om det første af i alt fem bind, der samler den finske tegner og fortæller Tove Janssons avistegneserie »Mumitrolden«. Striberne blev oprindeligt tegnet til den engelske avis The Evening News, og fra 1953 og otte år frem beskrev Jansson livet i Mumidalen, der på mange måder minder om menneskenes verden. Den engelske avis bad tegneren om at lave en samfundssatirisk serie til voksne, men heldigvis var Jansson kun i stand til at levere en tegneserie, der var overmåde universel i sin tone.
I forhold til romanerne har Janssons serie mere kant, selv om det hele opblødes af en vidunderlig surrealistisk attitude. For eksempel inviterer mumierne rask væk horder af fremmede til at bo i deres tårnformede hus, og da de forsøger at slippe af med gæsterne igen ved at fylde huset med vand, bliver de badeglade gæster kun begejstrede.
Mumierne gør hvad der falder dem ind, på den måde minder de både om Astrid Lindgrens Pippi Langstrømpe fra 1940erne og den dionysiske del af det ungdomsoprør, der begyndte i 60erne. Samfundskritikken er aldrig letkøbt, og selv om man godt kan læse et antimaterialistisk budskab ind i mumiernes bohemélivsstil, er mumierne selv til fals for lave instinkter som grådighed, forfængelighed og misundelse. Deres livsstil er skam heller ikke uden omkostninger. Da Mumifar får lyst til at bo i en hule for at komme i kontakt med sin indre vildmand, smider han glad forældreansvaret fra sig. Hans søn, den stakkels Mumitrold, kan ikke forstå hvorfor hans forældre er forsvundet, indtil hans ven Mumrikken forklarer ham, at »også forældre har brug for at stikke af«. Det var hård kost i 50erne!
Jansson, der blev uddannet på det finske kunstakademi, har et meget sikkert greb om sine udtryksmidler, og læseren glædes konstant over den nuancerede palet af følelser, som mumierne udtrykker med meget subtile midler. Bøgerne er smukt indbundne og beregnet til at blive læst igen og igen. Måske først og fremmest af forældrene, men sofistikerede børn kan også være med.
