"Tiger-tæmmeren" har besluttet sig: Aldrig USA på fuld tid

Lucas Bjerregaard, til højre, besejrede Tiger Woods i kvartfinalen ved »World Golf Match Play« i Austin, USA, tidligere på året. Fold sammen
Læs mere
Foto: Stephen Spillman

Sikke et år Lucas Bjerregaard har haft.

Men selvom den 28-årige dansker i foråret besejrede Tiger Woods i kvartfinalen ved »World Golf Match Play« i Austin, og så sent som i søndags - på vej mod 16.-pladsen ved major-turneringen US PGA Championship i New York - lavede hole-in-one og dermed er blevet et ekstraordinært 'varmt navn' i amerikanske golfkredse, kommer man ikke kun til at se ham i aktion ved de store turneringer på den anden side af Atlanterhavet.

»Jeg kan selvfølgelig godt tænke mig at få mit midlertidige adgangskort til PGA Touren gjort permanent, men det kommer ikke til at ske, at jeg fremadrettet kun spiller i USA. Mit drømmescenarie er at jeg kan blande de store turneringer 'over there' med de mest interessante på European Touren,« siger Lucas Bjerregaard i en snak med B.T.s udsendte i den lille nordjyske by Gatten forud de næste dages »Made in Denmark«-turnering.

På spørgsmålet om hvorvidt det har skræmt ham, at ingen danske golfspillere, der har taget springet fra European Tour til den langt større PGA Tour, har oplevet nævneværdig succes, er svaret benægtende.

Lucas Bjerregaard erobrede en 16. plads ved sidste uges major-turnering, US PGA Championship, i New York. Fold sammen
Læs mere
Foto: STUART FRANKLIN.

»Nej. Jeg har haft nogle gode samtaler med Thomas Bjørn. På baggrund af de input tror jeg, at det vil være vigtigt, at jeg har mine piger (kæreste og barn, red.) med til turneringerne i USA. Ellers tror jeg, at det kan blive lidt ensomt. Spillerne på PGA Touren bor i modsætning til dem på European Touren ofte for sig selv. Derfor kan man hurtigt komme til at gå et par dage uden af set ret mange, man kender,« siger Lucas Bjerregaard.

Således lægger han ikke skjul på, at han er udstyret med et veludviklet socialt gén.

»Det er fedt at 'Made in Denmark' efter afstikkeren i fjor til Silkeborg igen spilles på banen i Himmerland. Her vil jeg blive bakket optimalt op af både venner og familie. Det er en turnering, jeg rigtig gerne vil gøre det godt i, og er jeg med i toppen før de sidste ni huller på søndag, vil det være fint,« siger Lucas Bjerregaard.

Spørgsmålet er dog om han rent fysisk er på toppen.

Lucas Bjerregaard besejrede Tiger Woods i kvartfinalen ved »World Golf Match Play« i den amerikanske by Austin tidligere på året. Fold sammen
Læs mere
Foto: Darren Carroll.

»Det er ikke nogen hemmelighed, at der er lidt jetlag tilbage i min krop efter rejsen fra USA til Danmark,« siger Lucas Bjerregaard.

Hvorvidt han er mest glad for sin øjeblikkelige 43. plads på verdensranglisten, sejren over Tiger Woods eller sin hole-in-one, kan han dog ikke svare præcist på.

»Alt i alt har det indtil videre været et vildt år for mig. Jeg har fået vist, at min spil rummer potentiale til at være med på den store scene. Når min lille datter er vokset op, vil jeg glæde mig til at fortælle hende om min sejr over Tiger. Men det var altså også en fantastisk oplevelse at lave hole-in-one. Forhåbentlig kan jeg gentage kunststykket på 'Himmerland Hill',« siger Lucas Bjerregaard med henvisning til, at det er det hul (16, red.), tilskuertallet under turneringen normalt er størst,« siger Lucas Bjerregaard.

Her og nu har han ikke en præcis plan for den resterende del af indeværende sæson på plads. Det eneste, der ligger 100 procent fast er, at han skal deltage i årets to resterende majors; US Open og The Open.

»Når disse opgaver er løst, har jeg ikke planlagt så meget. Jeg vælger at tage én uge ad gangen. Får jeg nogle invitationer til turneringer i USA er det fint, men skulle det glippe, lever jeg med det. Men forhåbentlig er jeg fra begyndelsen af 2020 kommet i en position, hvor jeg kan planlægge lidt bedre end jeg kan gøre nu,« lyder Lucas Bjerregaards slutreplik.