Det var en af den slags nyheder, der gik under radaren.

I november havde de fleste nemlig rettet opmærksomheden mod Qatar, hvor VM-debatten lystigt gik på regnbuefarvede anførerbind, tavse iranske protester mod styret og Messis mulige triumf.

Men ikke desto mindre var det bemærkelsesværdigt, da tidligere racerkører, medlem af kongefamilien og nuværende sportsminister i Saudi-Arabien, prins Abdulaziz bin Turki Al Faisal, midt under VM tonede frem på BBC Sport og gav sin uforbeholdne opbakning til de saudiarabiske private investorer, der var meldt interesseret i at købe Liverpool F.C. og Manchester United:

»Det er den mest sete liga i Saudi-Arabien og i regionen, hvor der er rigtig mange fans af Premier League. Vi vil helt sikkert bakke op, hvis nogen fra den private sektor går ind (i Liverpool og Manchester United, red.), fordi vi ved, at det vil afspejle sig positivt på sporten i vores kongerige,« fortalte Al Faisal.

Siden har særligt forlydenderne om et saudiarabisk indtog i Manchester, hvor den lidet populære Glazer-familie er interesseret i at sælge klubben, taget til i styrke.

Og selvom intet er sikkert i den evigt uregerlige fodboldverden – den britiske kemikaliemilliardær Jim Ratcliffe har åbent erklæret sine købsintentioner – så er det bestemt ikke utænkeligt, at traditionsklubben kommer på private mellemøstlige hænder.

Det vil selvsagt være en forandring til historiebøgerne i Manchester, men uanset udfaldet af de kommende ugers intense forhandlinger, så rejser interessen fra virksomheder fra golfstaterne og regeringsudmeldingerne fra Saudi-Arabien i sig selv en række centrale spørgsmål til fodboldens fremtid.

For er der overhovedet armslængde mellem det private erhvervsliv og styret i Saudi-Arabien? Og hvis flere klubber overtages af private investorer fra samme golfstat, kan europæisk fodbold så reelt ende som et aftalt spil orkestreret af kronprins og premierminister Mohammed bin Salman og oliestaternes øvrige politiske ledere?

Ny manøvre

Én af de væsentligste bestemmelser i international fodbold går på, at to klubber, der har den samme majoritetsejer, ikke må deltage i samme turnering.

Årsagen er naturligvis, at man i de nationale og internationale fodboldforbund ønsker, at alle klubber til enhver tid går på banen for at vinde. Møder to klubber med samme ejer hinanden, ja, så er der netop fare for, at de indbyrdes aftaler udfaldet af kampen, fordi ejeren foretrækker én sejrherre frem for en anden – stik imod fodboldens ånd og lov.

I årtier har den regel ikke været udfordret, men det har ændret sig i løbet af den seneste årrække, hvor den såkaldte multi-club ownership-model hastigt er vokset i popularitet i fodboldens verden.

Altså konglomerater med en moderkoncern, der ejer forskellige klubber i forskellige lande. Som senest set med Brøndby IFs nye ejergruppe, Global Football Holdings, eller mest berømmet: Den Abu Dhabi-ejede City Football Group, der har Manchester City og 11 andre klubber i folden.

Det har medført en risiko for sammenstød på grønsværen mellem klubber med samme ejer, og Red Bull-koncernen er da også på snedig vis lykkedes med at få indlemmet to af sine klubber, tyske RB Leipzig og RB Salzburg, i samme europæiske turneringer.

Men for det meste har fodboldens højere instanser alligevel formået at forhindre betændte interessekonflikter.

Med det potentielle indtog af private virksomheder fra Saudi-Arabien og golfregionen kan billedet dog komme til at se anderledes ud i fremtiden.

Den saudiarabiske samfundsindretning taget i betragtning vil diskussionen nemlig hurtigt gå på, hvem der i virkeligheden har det sidste ord i klubberne. Om to klubber i samme nationale eller internationale turnering styres af de samme personer, ja, endda af samme statsoverhoved, selv om de på papiret er udstyret med hver deres ejer.

Køber et privat konsortium fra Saudi-Arabien aktiemajoriteten i Manchester United, er sagen netop, at to klubber i Premier League vil være på saudiarabiske hænder. For i efteråret 2021 erhvervede kapitalfonden, Public Investment Fund, som har Mohammed bin Salman som bestyrelsesformand, sig nordengelske Newcastle United.

Siden har klubben buldret mod toppen af ligaen, hvor Manchester United altså også befinder sig.

Mudret billede

Som Fannie Agerschou-Madsen, der er ph.d.-studerende ved Dansk Institut for Internationale Studier og særligt beskæftiger sig med Saudi-Arabien, fortæller, så er det svært at vide med sikkerhed, hvor uafhængigt det private erhvervsliv i Saudi-Arabien opererer:

»Det er ikke ambitionen for staten at kontrollere og finansiere alle de private virksomheder. Det er netop noget af det, man forsøger at komme væk fra i de her år, fordi det tidligere ikke har vist sig at være bæredygtigt for statens økonomi,« siger Fannie Agerschou-Madsen, der for tiden befinder sig i Saudi-Arabien.

Hun tilføjer: »Men ligesom i et ethvert andet autoritært styre, så kan den jo intervenere, og så er billedet mudret, fordi der er et stort overlap mellem den økonomiske elite og politiske elite i Saudi-Arabien. Ofte vil prinser fra kongefamilien være ejere eller direktører for de private virksomheder.«

Det er svært at afgøre, hvor stor den royale familie i Saudi-Arabien er, men ofte går analysen på, at den rummer op mod 15.000 mennesker. Det har eksempelvis politologen Joseph A. Kechichian, der i flere årtier har beskæftiget sig med kongefamilien, anslået. Uagtet det præcise antal, så har kongefamilien i mange år slæbt et spor af korruption og nepotisme efter sig:

»Historisk har det været sådan, at man i Saudi-Arabien har været afhængig af det netværk for at få indflydelse, men det er noget af det, man i hvert fald fra officiel hånd siger, der er gjort op med nu,« siger Fannie Agerschou-Madsen.

Siden Mohammed bin Salman i 2016 fremlagde sin storstilede plan for Saudi-Arabiens fremtid, Vision 2030, har han nemlig forsøgt at øge gennemsigtigheden på forbindelsen mellem stat og erhvervsliv med det formål at tiltrække investeringer fra udlandet.

Men som Fannie Agerschou-Madsen også påpeger, så er det »svært at vide, hvor detailstyret virksomhederne reelt er, fordi det i sagens natur ikke er noget, staten er særlig åben omkring«.

Kristian Ulrichsen, mellemøstanalytiker ved det amerikanske Baker Institute, har fortalt til fodboldmediet The Athletic, at man dog i høj grad kan betvivle, om private ejere af eksempelvis Manchester United vil forsøge at triumfere på bekostning af Mohammed bin Salmans eget projekt i Newcastle – i hvert fald på den lange bane.

Ulrichsen påpeger nemlig, at eliten i Saudi-Arabien ved fra begivenhederne på Ritz-Carlton hotellet i 2017, at manøvrer, der udfordrer bin Salmans magt og status, kan få »ret seriøse konsekvenser«.

Dengang tilbageholdte bin Salman op imod 400 af de mest magtfulde prinser, virksomhedsejere og regeringsmedlemmer på luksushotellet i hovedstaden Riyadh og krævede, at de opgav en del af deres formue for at gå fri.

Midlet var efter sigende psykisk og fysisk tortur befalet af kronprinsen selv og udført af hans vagter. Ifølge analytikere var det grundlæggende mål at manifestere bin Salmans magt over eliten i landet, men kronprinsen har selv hævdet, at tilbageholdelserne handlede om at indkræve midler indtjent ved hjælp af korruption.

Frembrusende industri

De kommende uger vil højst sandsynligt give svar på, om investorerne fra golfstaten får held med at overtage aktiemajoriteten i Manchester United.

Uagtet begivenhedernes gang i traditionsklubben er der dog grund til at tro, at virketrangen i de private virksomheder i Saudi-Arabien er stor. Senest kunne landets økonomiminister, Faisal Alibrahim, på World Economic Forum berette om, at den private sektor i Saudi-Arabien lige nu rider på den stejleste vækstkurve i mere end et årti – og her er oliebranchen vel at bemærke ikke medregnet:

»Vi vil fortsætte med vores planer om at diversificere (variere, red.) økonomien. Vi er meget heldige med, at vi har set resultaterne af Vision 2030 materialisere sig over de seneste få år, særligt i 2022 hvor Saudi-Arabien er blevet en global væksthistorie,« sagde Alibrahim ifølge mediet Al Arabiya.

Fannie Agerschou-Madsen fortæller da også fra Saudi-Arabien, at hun møder en udtalt optimisme blandt de private erhvervsdrivende netop nu. Så det er vist bare et spørgsmål om tid, før de store statsejede klubber i form af Qatar-drevne Paris Saint-Germain F.C., Abu Dhabi-styrede Manchester City og Newcastle får selskab af en række private aktører.

Og i så fald vil det altså ikke bare være milliarder af saudiarabiske riyal, der skyller ind over Europa – det vil også være en stribe af politiske, juridiske og sportslige problematikker, fodboldens instanser her på kontinentet aldrig før har skullet forholde sig til.