Vestas-ansatte hårdt ramt efter stormflod

En række bil- og scooter-ejere sidder tilbage med en økonomisk bet efter stormfloden i november.

Der er tale om de ansatte på Vestas A/S i Nakskov, der onsdag 1. november om aftenen havde parkeret deres køretøjer på parkeringspladsen ved fabrikken, skriver Lolland-Falsters Folketidende.

Under stormfloden brød dokporten til den kommualt ejede tørdok i Nakskov Havn sammen, og parkeringspladsen ved fabrikken blev oversvømmet af havvand. Det betød, at en del biler blev totalskadet af saltvandet.

Overfor bilejernes forsikringselskaber har Lolland Kommune fralagt sig ansvaret: Der er alene tale om et hændeligt uheld som følge af stormfloden, fastslår kommunen.

Sagen er dog ikke afsluttet endnu, da dokporten, der ligger under fem til seks meters vand i dokken, skal undersøges af et ingeniørfirma. Det vil ske lige så snart, dokken er pumpet tom for vand.

Mange af de Vestas-ansatte, hvis biler blev oversvømmet af havvandet, havde ikke kaskoforsikring på deres bil, og det er betydelige beløb, de hver især sætter til, hvis Nakskov Kommunes - nu Lolland Kommunes - forsikring ikke dækker.

Også bilister med fuld forsikring har sat penge til på grund af oversvømmelsen.

Kilde: Lolland-Falsters Folketidende