Vestager: Fire er ikke et magisk tal

EU vil ikke fremover kræve, at der er fire mobilselskaber i et land, selv om det var det, der kostede fusionen mellem Telia og Telenor i Danmark livet, siger konkurrencekommissær Margrethe Vestager.

Foto: VINCENT KESSLER. EUs konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, understreger, at kravet om fire teleselskaber i Danmark ikke automatisk kan overføres til andre landet. Arkivfoto: Vincent Kessler, Reuters/Scanpix
Læs mere
Fold sammen

Der er ingen grund til at frygte i andre lande, at EU fremover vil kræve, at der er fire store mobilselskaber, selv om det var årsagen til, at fusionen mellem Telia og Telenor i Danmark forliste.

Det fastslår EUs konkurrencekommissær Margrethe Vestager i sin første officielle udmelding om sagen, siden fusionen faldt til jorden for en måned siden.

»Der er ikke et magisk tal på, hvor mange mobile netværksooperatører der skal være i et givet land. Kommissionen har ikke fastsat en generel regel om, at den vil kræve tre eller fire netværksoperatører,« sagde Margrethe Vestager i en tale på Fordham University i USA.

Indrømmelser var ikke store nok

Telia og Telenor valgte 11. september at kaste håndklædet i ringen og opgive den længe planlagte fusion i Danmark, hvor de havde håbet på at kunne gå sammen og dele regningen og på den måde spare 800 millioner kroner om året på et af verdens hårdeste mobilmarkeder. Der ville ikke længere være økonomi i at gå sammen efter EUs skrappe krav, sagde telegiganterne, der begge hører til blandt verdens ti største.

Margrethe Vestager lod efterfølgende forstå, at EU var klar med et forbud mod fusionen, hvis selskaberne ikke selv havde givet op. Det gentog hun i USA.

»Vi var klar til at forbyde fusionen. Vi betragtede de indrømmelser, som parterne havde tilbud, som utilstrækkelige til at tage hånd om de bekymringer for konkurrencen, som vi havde. Fusionen ville have skabt den største mobilnetværksoperatør i Danmark og ville have resulteret i en højt koncentreret markedsstruktur,« sagde hun med henvisning til, at TDC og Telia/Telenor tilsammen ville sidde på omkring 80 procent af mobilmarkedet.

Analytikere: Skudt helt ved siden af

EU frygtede stigende priser og kunne ikke se, at en fusion ville føre til øgede investeringer, sådan som Telia og Telenor selv sagde.

»Selv hvis investeringerne faktisk kom, kunne vi ikke se, hvordan fordelen for kunderne kunne opveje de forventede prisstigninger, som tabet af konkurrence ville føre med sig,« sagde EU-kommissæren.

Hun krævede derfor, at der stadig skulle være en fjerde spiller, selv om Telia/Telenor havde tilbudt at frasælge lavprisselskabet Bibob med omkring 150.000 kunder og lade en ny spiller købe en del af Telias og Telenors fælles mobilnet, TT-Netværket. Analytikere har påpeget, at intet selskab ved sine fulde fem ville begynde at investere i netop det danske telemarked.

Kan ikke overføres til andre lande

Margrethe Vestager understreger, at beslutningen fra Danmark ikke kan overføres til de andre telefusioner, som afventer hendes beslutning. Hun mener, at EUs holdninger i forbindelse med den kuldsejlede fusion »i det store og hele afspejler tidligere afgørelser« i Østrig i 2012 og i Irland og Tyskland i 2014.

»En effektiv indrømmelse i den danske sag ville have været skabelsen af en fjerde mobil netværksoperatør. Dette kunne have opvejet, at presset på konkurrencen ved fusionen ville blive lempes,« sagde EU-kommissæren i sin tale.

Laes mere