TV-opkøb kan tvinge svensk stat til at sælge Telia

Statens storejerskabet af Nordens største telekoncern er i spil forud for parlamentsvalget i Sverige på søndag.

Nordens største telekoncern, Telia, risikerer at skulle have nye ejere som følge af sit kommende TV-opkøb. Arkivfoto: Ints Kalnins, Reuters/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: Ints Kalnins
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Uanset farve efter valget på søndag kan den svenske regering blive tvunget til at sælge sit ejerskab af Nordens største teleselskab, Telia, som følge af Telias beslutning om at købe sig ind på TV-området i Sverige.

Telia forhandlede op til sommerferien en aftale til 6,6 milliarder kroner på plads om at købe Bonnier Broadcasting med bl.a. TV-kanalen TV4 og streamingtjenesten CMore - en aftale, som alle store, politiske partier er imod, fordi staten ejer 37 procent af Telia men samtidig ejer Sveriges Radio og Sveriges TV. Politikerne har dog ikke villet blokere for handelen, fordi staten ejer aktier i mange forskellige selskaber.

Opsplitning er også en mulighed

Telia er lige nu omkring 64 milliarder svenske kroner - svarende til 45,1 milliarder danske - værd, skriver nyhedsbureauet Reuters.

En anden mulighed er, at Telia splittes op i flere selskaber, sådan som det også drøftes, at TDC i Danmark kan blive, efter at tre danske pensionskasser og den australske kapitalfond Macquarie i foråret købte TDC for lidt over 40 milliarder kroner.

Den nuværende, socialdemokratiske regering under Stefan Löfven vægrer sig ved at sælge ud af Telia, mens flere borgerlige partier gerne så, at det sker. Den finske regering solgte i februar i år alle sine aktier i Telia, som er en svensk-finsk telekoncern.

Telia købte TDC ud af Norge

I Norge har den borgerlige regering valgt at holde fast i sin ejerandel på 53 procent i den norske telekoncern Telenor, selv om de samme partier tidligere har talt om at ville sælge ud.

Telia ønsker TV-forretningen for - ligesom TDC i Danmark - at kunne levere både internetforbindelser, telefoni og TV. Telia købte i juli i år TDCs norske forretning med landets næststørste kabel-TV-selskab Get for 16,5 milliarder kroner af samme grund.

Telias køb af Bonnier Broadcasting fra den svenske mediekoncern Bonnier skal sideløbende godkendes af EUs konkurrencemyndigheder.