Telenor rustet til positivt 2012

8.000 nye mobilkunder op til jul og større tilfredshed skal sammen med det fælles Telia-/Telenor-mobilnet bære Danmarks næststørste teleselskab godt gennem 2012.

Finansdirektør i Telenor Danmark, Henrik Skov, glæder sig over et godt julesalg. Foto: Telenor Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Trods en voldsom tilbagegang i indtjeningen i det julekvartal, der er en gylden tid for enhver elektronikproducent, forventer Telenor som Danmarks næststørste teleselskab at kunne se frem til et positivt 2012 - men med et skarpt øje til omkostningerne.

»Vi kan godt mærke, at det er et hårdt marked, og det påvirker selvfølgelig vor indtjening. Til gengæld har vi solgt rigtigt godt i fjerde kvartal, så vi er virkeligt tilfredse med kvartalet, fordi vi har fået gang i kundetilvæksten. Det koster jo at tage kunder ind, men dem skal man leve af sidenhen, og de 8.000 flere mobilkunder, som er kommet til, har reelt ikke kunnet nå at få indflydelse på indtjeningsgraden. Man sår, og så høster man senere. Så alt i alt ser vi relativt positivt på fremtiden,« siger finansdirektør Henrik Skov fra Telenor i Danmark til Business.dk.

Færre penge i kassen til jul

Telenors driftsresultat faldt fra 459 millioner danske kroner i tredje kvartal til 354 millioner kroner, mens indtjeningsgraden faldt fra 28 til 22 procent.

En del af faldet skyldes omlægningen af hele Telenors prissystem i Danmark.

»Vi har solgt flere telefoner på afdrag, og det påvirker indtjeningsgraden lidt negativt. Samtidig har Onfone forladt Telenors net (efter at TDC i maj 2011 købte lavprismobilselskabet og rykkede kunderne over på TDCs eget net, red.), og som vi hele tiden har sagt, påvirker det driftsresultatet med et par procent. Endelig ser vi - som alle andre - et fald i fastnetforretningen,« forklarer Henrik Skov.

Telenor selv trækker

Han glæder sig omvendt over de 8.000 nye mobilkunder, som er kommet til. Sammenlagt har Telenor mistet 10.000 mobilkunder, men det skyldes, at i alt 18.000 taletidskunder er forsvundet. Alle tre store selskaber har i julekvartalet ryddet ud i kundebasen. Taletidskunder er passive abonnenter.

»Der skal jo være en form for forbrug - ellers kan man ikke tillade sig at tælle folk med som kunder,« siger finansdirektøren.

Bemærkelsesværdigt er det selve Telenors mobilselskab, som især trækker kunder til, hvor det gennem de seneste mange år har været lavprisselskaberne - hos Telenor er det CBB Mobil og Bibob -, der har været magneten.

»Selve Telenor-mærket er kommet stærkt tilbage. Vi er glade for at få de flere kunder ind, og naturligvis navnlig til selve Telenor, hvor de typisk bruger mere, hvilket er en fordel for alle parter. Men samtidig - og det er næsten det vigtigste for os - har færre kunder forladt os, og kundetilfredsheden er vokset,« siger Henrik Skov.

Fra orkan til optimisme

Telenor har haft held med også at sælge en fast hjemmemobiltelefon til tidligere fastnetkunder, som gerne vil have en fælles telefon i hjemmet med det gamle nummer. Det er dog ikke et område, som der forventes massiv vækst på, og som skal redde 2012-regnskabet.

»Prispresset består, og folk forventer stadig billigere abonnementer og data med i pakkerne. Derfor arbejder vi på altid at bringe omkostningerne ned. Det er ikke noget, der går væk. Vi må konstant tilpasse os, for de, der kan producere billigst, står bedst. Vi er dog fortrøstningsfulde over for at kunne fastholde en god indtjening i 2012, fordi vi har fokus på omkostningerne og netop har haft et stærkt fjerde kvartal. For et år siden var hele markedet en rigtig orkan. Nu synes vi, at omkostningerne ligger på et godt niveau, vi får flere kunder, og tilfredsheden vokser,« siger finansdirektøren.

Han glæder sig til - formentlig sidst i februar - at få det grønne lys fra de danske konkurrencemyndigheder til, at Telenor og Telia kan slå deres mobilnet i Danmark sammen.

»Dermed får vi et meget mere finmasket net til tale og data, og det bliver en ny mulighed for os for at positionere os på mobilnettet, på kvalitet og på hastighed,« siger Henrik Skov.