TDC scorer 1,2 mia. på salg af mobilselskab

TDC sælger sit baltiske datterselskab Bité til kapitalfond.

TDC oplyste fredag formiddag via Fondsbørsen, at koncernen har indgået endelig aftale om at sælge den baltiske mobiloperatør Bité til den central- og østeuropæiske private equity fund Mid Europa Partners.

Den samlede kontante salgssum er 0,45 mia. euro.

Salget af aktierne skønnes at medføre en skattefri gevinst på ca. 1,2 mia. kr., der indregnes som særlig post i resultatopgørelsen for 1. kvartal 2007, oplyser TDC.

Det forventes, at transaktionen vil blive gennemført i begyndelsen af februar 2007.

Det er anden gang i denne måned, at TDC oplyser om en stor handel. I tirsdags meldte koncernen ud, at TDC-datterselskabet HTCC har købt Invitel, den næststørste fastnetudbyder i Ungarn, for ca. 3,5 milliarder kroner.