Svenskerne giver os baghjul i iværksætter-kapløbet

Danskernes appetit på iværksætteri er væsentligt mindre end hos vores naboer i Sverige.

Foto: Nikolai Linares
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Afstanden over Øresund til Sverige virker ikke af meget. Alligevel er der en væsentlig forskel i de to befolkningers holdning til iværksætteri.

Flere svenskere tror ganske enkelt på at de kan klare sig som iværksættere sammenlignet med os danskere.

Den globale GEM-rapport fra 2011 er netop offentliggjort. GEM-rapporten udkommer hvert år og tager den internationale temperatur på iværksætterlysten i en lang række lande verden over. Desværre viser rapporten, at danskerne sakker bagud i forhold til lande som Sverige og USA.

”Årets rapport viser, at der kun er 35 pct. af danskerne i alderen 18-64 år, der selv mener, at de har de evner der skal til for at kunne blive iværksættere, imod f.eks. 40 pct. i Sverige og hele 56 pct. i USA,” udtaler chefkonsulent Ulla Brandt fra Dansk Erhverv.

Ifølge Dansk Erhverv bekræfter tallene antagelsen om, at der findes en række mentale barrierer hos den danske befolkning i forhold til at tage springet som iværksætter.

”Den danske lønmodtagerkultur i kombination med vores nok så velkendte Jantelov giver en kedelig cocktail, der låser danskerne fast i deres 8 til 16-lønmodtagerrolle. Og det gør, at vi halter langt bagud i forhold til de øvrige lande. Eksempelvis ligger amerikanerne næsten i undersøgelsens top kun overgået af De Forenede Arabiske Emirater. Amerikanernes ”du kan hvad du vil”-kultur giver bonus, når det gælder troen på at lykkes som iværksætter,” siger Ulla Brandt.