Sony venter første tab i 14 år

Elektronikgiganten ser dystert på det pressede marked og overvejer fabrikslukninger. (Opdateret kl. 8.10)

Læs mere
Fold sammen
En af verdens største elektronikgiganter, det japanske Sony, forventer nu et år-til-år-tab, der er større end forventet - det første i 14 år.

Sony står bag Bravia-fladskærmsfjernsynene, Cybershot-digitalkameraerne og Playstation-spillekonsollen og er hårdt presset af den japanske yens kurs, store prisfald og omkostninger til omstrukturering.

Selskabet venter nu et driftsunderskud på 260 milliarder yen (16,7 milliarder kroner), når årsregnskabet, som slutter 31. marts, gøres op. For et år siden var der driftsoverskud på 475,3 milliarder yen (30,6 milliarder kroner).

Det er tredje gang, at Sony justerer sine forventninger.

Sony overvejer derfor nu at lukke den ene af sine to fladskærmsfabrikker i Japan og samtidig skære tre procent af arbejdsstyrken i hjemlandet.

Sony henter to tredjedele af sin indtjening uden for Japan.

Elektronikbranchen er med nogen forsinkelse også blevet ramt af finanskrisen, fordi folk ikke længere køber lige så stort ind. Samtidig er konkurrencen på markedet steget, så produkterne falder i pris.