Sony på banen med mini-PC

Den japanske gigant kaster sig nu ind i tidens hotteste tendens - mikrosmå computere, man kan have i lommen.

Den japanske elektronikgigant Sony kaster sig ud på mini-PC-markedet med denne Vaio P til næsten 5.000 kroner. Indeni er der - som på de fleste mini-PCer - en Intel Atom-processor. Skærmen er otte tommer bred og har en opløsning på 1.600 x 768 pixler. Mini-PCen kommer på markedet i USA 16. januar. Foto: Yoshikazu Tsuno, AFP/Scanpix
Læs mere
Fold sammen
LAS VEGAS: Kampen om markedsandele på det endnu kun spirende marked for helt små computere intensiveres nu yderligere, efter at også Sony onsdag valgte at melde sig på slagmarken.

Sony, der ellers ikke tidligere har lavet computere i den aller mindste ende af skalaen, tager dermed kampen om mod HP, Asus, LG og en række andre producenter, der det seneste halve års tid har stået i kø for at sende mini-PCerne ud på markedet.

De små »netbooks«, som mini-PCer kaldes på engelsk, er en helt ny og noget udefinerbar kategori af bærbare computere, der er så små, at de ofte kan ligge i en jakkelomme. På grund af skrabet funktionalitet og lille kapacitet er de små mini-PCer velegnede til let teksbehandling, internet-surf og e-mail, men ikke meget andet. Alligevel har netbooks oplevet en tordnende fremgang, hvilket blandt andet kan tilskrives, at de fleste er sendt på markedet med ufatteligt god timing, netop som finanskrisen for alvor fik forbrugerne til at smække kassen i.

En enkelt faktor adskiller dog Sonys nye Vaio P-minicomputer fra de fleste andre: prisen. Der er nemlig tale om en hamper pris, der i USA kommer til at ligge omkring 899 dollars - eller lige under 5.000 danske - kroner for hvilke, man dog får valget mellem fire forskellige farver.

Sonys bud på en netbook er udstyret med en otte tommer skærm og et tastatur, der er 87 procent af normal størrelse. Vaio P - der også kaldes Sony Lifestyle - er dog umiddelbart en anelse besynderligt skruet sammen, idet den aflange sag har en skærm, der er bredere end normalt, men også bemærkelsesværdigt lavere end normalt.

Også HP og Asus har lanceret nye netbooks på CES-messen, der dog først begynder torsdag aften, dansk tid.