Skuffende detailsalg

Et svagt detailsalg i maj er endnu et tegn på, at forbrugsfesten ebber ud og dansk økonomi sænker farten.

"Det svage detailsalg indikerer, at de seneste års forbrugsfest er forbi," siger cheføkonom i Sydbank, Jacob Graven.

Han peger på, at stigende renter, kraftig opbremsning på boligmarkedet og "mæthed" hos forbrugerne er de vigtigste årsager til det svage detailsalg, der for anden måned i træk faldt.

Samlet set faldt salget fra april til maj med 0,9 procent hovedsageligt på grund af store fald inden for beklædning, ifølge nye tal fra Danmarks Statistik.

"Danskerne var ikke så tilbøjelige til at skifte garderoben ud i maj som måneden før," siger seniorøkonom i Jyske Bank Peter Skøttegaard Øemig med henvisning til, at salget af beklædning faldt med hele 7,6 procent. Han kaldet generelt salget for "skuffende".

”Vi fik med dagens detailsalgstal fra Danmarks Statistik endnu en gang bekræftet, at forbrugsfesten i dansk økonomi er ebbet ud,” siger cheføkonom Jes Asmussen fra Handelsbanken.

Boligmarkedet spøger

Han vurderer, at det særligt er boligmarkedet, der spiller en rolle for danskernes privatforbrug:

"Vores holdning er således, at usikkerheden om boligmarkedet vil give anledning til en psykologisk effekt, som vil påvirke forbrugernes opsparingsadfærd," siger Jes Asmussen og fortsætter:

"I vores øjne udgår de største risici for privatforbruget netop fra disse psykologiske effekter, som vil trække i retning af øget opsparing snarere end forbrug, i takt med at boligejerne skal vænne sig til ikke længere at få konstant rygstøtte fra stigende huspriser."

Det er ifølge ham også et af de væsentligste argumenter for forventningen om en halvering af væksten i privatforbruget i år i forhold til sidste år:

"Eller hvad der svarer til, at husholdningerne vil bruge næsten 20 mia. kr. mindre ekstra på forbrug i år sammenlignet med den fremgang i privatforbruget, vi så sidste år på knap 42 mia. kr. i løbende priser."

Ingen frygt

Der er dog ikke grund til at frygte, at forbrugerne går "helt i koma", vurderer cheføkonomen fra Sydbank:

For det første er der udsigt til solid reallønsfremgang i kølvandet på forårets overenskomstforhandlinger, og for det andet har de fleste boligejere opbygget store friværdier gennem de seneste års boligprisstigninger.

Desuden ligger forbrugertillidsindikatoren på et relativt højt niveau og steg endda pænt i juni efter nogle måneders fald.

"Trods dagens svage tal forventer vi fortsat en vækst i privatforbruget på ca. 2 procent i år," siger han.

Samme melding kommer fra Jyske Bank, der også forventer en vækst o privatforbruget på omkring 2 procent i år. Fra 2004 til 2006 voksede privatforbruget med mellem 3,4 og 4,7 procent.