Saxo Bank dømt for IT-fyringer

Det koster Saxo Bank en bod på 25.000 kroner, at man ikke forhandlede en planlagt massefyring med fagforeningen. Investeringsbanken erkender fejlen.

Foto: MIGUEL VIDAL. Saxo Bank har blankt erkendt, at man begik en fejl ved ikke at inddrage Finansforbundet på et tidligere tidspunkt.
Læs mere
Fold sammen

Da Saxo Bank for et år siden fyrede 266 medarbejdere, heraf knap 100 IT-folk, overholdt banken ikke reglerne om masseafskedigelser.

Det skriver Version2.

Finansforbundet har nu fået Arbejdsrettens ord for, at fagforeningen burde have været inddraget i forløbet, inden fyringerne fandt sted, og den fadæse koster nu Saxo Bank 25.000 kroner i bod.

Afgørelsen slår ifølge en pressemeddelelse fra Finansforbundet fast, at det er af væsentlig betydning, at de faglige organisationer orienteres, inden man massefyrer medarbejdere.

»Vi har overenskomsten på området og skal naturligvis inddrages rettidigt i sager som denne. Det er et helt principielt anliggende for os, og derfor er vi også glade for at have rettens ord for, at Saxo Bank ikke efterlevede retningslinjerne i overenskomsten i den pågældende sag,« udtaler Kent Petersen, formand for Finansforbundet, i pressemeddelelsen.

Finansforbundet fik dog ikke medhold i, at den manglende inddragelse var et brud på overenskomsten.

Saxo Bank har blankt erkendt, at man begik en fejl ved ikke at inddrage Finansforbundet på et tidligere tidspunkt.

»Det er aldrig ønskeligt at skulle afskedige medarbejdere, men vi kan kun glæde os over, at alle berørte medarbejdere fik en fair og ordentlig behandling med gode fratrædelsesvilkår og efterfølgende hjælp til at komme videre i arbejde. Vi har allerede anerkendt og beklager den procesfejl, som Arbejdsretten i dag også påpeger, og det tager vi naturligvis til efterretning. Vi vil i Saxo Bank fortsætte arbejdet med at skabe gode, attraktive arbejdspladser i den finansielle sektor i Danmark,« udtaler Rasmus Hagstad Lund, økonomidirektør i Saxo Bank i en mail.

Deltag i debatten på Version2