Samsung rygtes som ny Nokia-ejer

Gigantisk mobilbryllup er ikke noget, som Samsung vil kommentere oven på Nokias voldsomme nedtur.

Canadiske Stephen Elop er i kraftig modvind. Nu rygtes Samsung at stå klar i kulissen som ny ejer. Foto: Martti Kainulainen, AFP/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den finske mobilgigant Nokias kolossale styrtdyk gør den til et oplagt opkøbsemne, og den kommende ejer kan være den sydkoreanske gigant Samsung.

Samsung afviste onsdag at ville kommentere forlydender om, at man forbereder et bud på Nokia.

»Det virker, som om det er et markedsrygte, og vi kommenterer ikke rygter,« sagde en Samsung-talsmand til nyhedsbureauet Dow Jones.

Samsung er verdens næststørste mobilproducent efter netop Nokia.

Hårdt presset med styrtdykkende aktiekurs

Nokia selv afviser også at kommentere, hvad man betegner som rygter.

Nokia har været hårdt presset siden aftalen med Microsoft i februar, hvorefter Nokia skrotter sin egen software i de dyrere mobiltelefoner og i stedet lægger Microsofts Windows Phone på dem. Der er fortsat ingen konkret dato for, hvornår den første telefon med Windows Phone foreligger.

Nokia-aktien styrtdykkede med først 18 procent og dagen efter med yderligere ni procent, efter at den nye Nokia-ledelse, som med den tidligere Microsoft-direktør Stephen Elop står bag aftalen, i sidste uge måtte meddele, at Nokia ikke kan forudse sine salgsresultater for 2011.

Det fik i går kreditvurderingsbureauet Fitch til at sænke sin vurdering af Nokias gæld til det laveste niveau før den helt skidte junkkategori.

I sidste uge mente en blogger at vide, at Microsoft stod for at købe Nokia. Nokia beskrev disse forlydender som grundløse.

Nokia har fyret 7.000 medarbejdere efter offentliggørelsen af februaraftalen med Microsoft. De 1.000 forlader i løbet af 2012 Nokias udviklingskontor i København, som lukkes.