Sony Ericsson vil flytte til Danmark

Mobilproducenten vil etablere udviklingscenter i Kastrup. Topchefen har allerede været på besøg for at finde lokaler.

Sony Ericssons udviklingsafdeling har til huse i Lund, en halv times kørsel fra København. Nu er der udsigt til at få en aflægger placeret i Kastrup. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Svenskernes foretrukne mobilmærke, Sony Ericsson, vil i skattely i Danmark og planlægger derfor at åbne et udviklingscenter i Kastrup. Det sker kort efter, at Nokia meddelte, at den finske mobilgigant til næste år lukker sin 1.000 mand store udviklingsafdeling i København.

»Jeg har allerede været i Kastrup og set på lokaler. Vi har ikke truffet en endegyldig beslutning, men den neddrosling, som Nokia har meddelt i København, ser vi som en yderligere anledning til at være i Danmark,« siger Sony Ericssons topchef, Bert Nordberg, til Øresundsinstituttets dansk-svenske tidsskrift »Job & Magt«, der udgives i Malmø.

Ekspansion i vente

Han er utilfreds med det svenske skatteniveau.

»Hvilke internationale forskere vil komme her til Sverige og arbejde med 58 procent i skat? I København får indrejsende forskere halveret skatten. Derfor er det meget mere attraktivt at etablere kontor i København. København har også et bedre, internationalt image end Lund,« siger han.

Han vil ikke sætte tal på, hvor mange han skal ansætte i Danmark, men kalder det »en ekspansion, især hvis der findes erfaren og god kompetence i området«.

Det næsten ti år gamle Sony Ericsson, der ejes halvt af den svenske netværksgigant Ericsson og halvt af japanske Sony, har haft en hård tid og er i dag blot verdens niendestørste mobilproducent med en markedsandel i 1. kvartal på 1,9 procent og et salg i januar-marts på 7,9 millioner telefoner. Det har kostet over 500 stillinger alene i Lund, hvor Sony Ericsson har sit svenske udviklingskontor med omkring 3.000 ansatte.

Chef med ambitioner

Bert Nordberg overtog chefstolen i oktober 2009 efter at have været Ericssons chef i IT-mekkaet Silicon Valley i USA. Han har som mål, at alle vigtige aktører i mobilbranchen skal etablere sig i Øresundsregionen, så der kan samarbejdes og nytænkes.

»Jeg gør det mest af innovationshensyn. Jeg tror ikke, at store virksomheder altid er så innovative, som de siger. Jeg har en ambition om at finde de unikt bedste. Men de iværksætterdrevne drenge og piger vil ofte starte deres eget. Derfor må vi have et samarbejde, det er måden for os at overleve på,« siger han til Job & Magt.

Sony Ericssons mål er at sidde på 25 procent af Android-markedet i 2013.