Novo indgår fredsaftale med Kåre Schultz og Teva efter årelangt slagsmål

Et større juridisk tovtrækkeri mellem Novo Nordisk og kopigiganten Teva om det danske selskabs supersællert Victoza er forbi. Efter mere end to års patentslagsmål i amerikanske retssale har parterne nu indgået et forlig, der betyder, at Teva og Kåre Schultz kan sende en Victoza-kopi på markedet i 2023.

Kåre Schultz
Kåre Schultz, topchef i kopigiganten Teva, ser store muligheder i at kopiere den type diabetesmedicin, som Novo Nordisk har udpeget som selskabets vækstmotor. Fold sammen
Læs mere
Foto: NIELS AHLMANN OLESEN

Efter mere end to års patentkrig mellem Novo Nordisk og Kåre Schultz' Teva har de to medicinalmastodonter nu indgået en fredsaftale. Det fremgår af en kortfattet meddelelse fra Novo Nordisk.

Det store slagsmål mellem de to giganter blev indledt i begyndelsen af 2017, da Teva gik til angreb på Novos salgssucces Victoza.

Det skete, da Teva, som siden har fået Kåre Schultz som topchef, afleverede en ansøgning til de amerikanske myndigheder om godkendelse til »at påbegynde kommerciel fremstilling, brug eller salg« af Novos succesmiddel, inden fem af ni patenter knyttet til stoffets molekyle er udløbet.

Selskab Kurs Ændr. %

Den manøvre fik Novo til at trække Teva i retten i marts 2017.

Efter over to års armlægning har de to parter nu indgået et forlig, som betyder, at Teva og Kåre Schultz kan sende en Victoza-kopi på markedet i 2023 i USA. De nærmere detaljer om fredsaftalen mellem de to selskaber er omgærdet af fortrolighed.

Kåre Schultz har offentligt meldt ud, at han vil rette en større offensiv mod netop den medicinklasse, som Victoza tilhører. Det er samtidig den form for diabetesmedicin, som Novo Nordisk baserer sin fremtid på.

Under en konference i San Francisco i begyndelsen af året sagde Kåre Schultz, at han vil gå efter »stort set alle store GLP-1-midler« på det amerikanske marked, hvor Novo henter omkring halvdelen af sin omsætning.

For få uger siden uddybede Kåre Schultz over for Berlingske Business, hvorfor han lige præcis har udpeget GLP-1-midler som et angrebsmål for den israelske kopigigant Teva, hvor den 57-årige dansker har været topchef siden efteråret 2017.

»Vi har regnet os frem til det. Det er ikke et kompliceret regnestykke, der skal til for at se, at det er en god idé at gøre det,« sagde Kåre Schultz.

Den danske topchef har kig på et forretningsområde, hvor salget af GLP-1-medicin i USA står til at vokse fra omkring 32 mia. kr. i 2017 til over 60 mia. kr. allerede i 2020.

Allerede inden Kåre Schultz kom til fadet i Teva, havde den israelske kopigigant erklæret krig mod Novo og selskabets store GLP-1-succes, Victoza, der solgte for hele 17,6 mia. kr. i USA i 2018. Samlet set sidder Novo Nordisk på knap 43 procent af det amerikanske GLP-1-marked.

Har været 26 år i Novo

Kåre Schultz har et særdeles godt kendskab til det marked, som han nu satser på, at han i fremtiden kan vride milliarder ud af.

Den nuværende Teva-direktør var i flere end 26 år en central figur i Novo Nordisk og blev længe anset som den naturlige afløser for den mangeårige Novo-topchef Lars Rebien Sørensen.

Da den nuværende Teva-topchef var driftsdirektør i Novo Nordisk, deltog han direkte i salgstræningsmøder med de amerikanske sælgere forud for lanceringen af Victoza i 2010. Kåre Schultz har dermed været med til at bygge Novo-midlets succes op på det vigtige amerikanske marked, hvor Victoza i flere år har været dominerende.

For Teva er det en helt klassisk manøvre at lægge billet ind på et middel, der endnu ikke er gået af patent, selv om det samtidig giver garanti for et langt og opslidende retsopgør.

I det amerikanske system er det nemlig praksis, at det første selskab, der kommer på markedet med en kopi, får tildelt 180 dages eksklusivitet i forhold til konkurrenterne.