Mange bud på SAS Ligaen

TV2, TV2 Sport, MTG, SBS samt et fælles bud fra DR og Telenor forsøger alle at sikre sig TV-rettigheder til SAS Ligaen fra 2009 til 2013.

Der er fem interesserede købere til fodboldens SAS Liga-rettigheder. Det står klart, efter torsdagens frist for at byde på rettighederne, der løber fra 2019 til 2013, er udløbet. TV2, TV2 Sport, MTG, som driver TV3 og TV3+, SBS, der er selskabet bag Kanal 5 samt DR og Telenor i fællesskab har budt på rettighederne.

- Det er fem seriøse bud, som har budt minimumprisen, men jeg kan ikke informere om, hvor mange penge, det drejer sig om, siger Claus Thomsen, der er direktør i Divisionsforeningen.

Den skal nu undersøge og godkende, om de fem bydere opfylder alle betingelser - heriblandt den finansielle del af det bud, som parterne er kommet med.

TV-rettighederne er delt op i tre pakker, som ikke kan købes af det samme selskab. Divisionsforeningen håber på at have handlerne på plads inden nytår.

/ritzau/