Mærsk milliardsatser i korrupt land

Maersk Oil satser massivt i olieindustrien i Angola, der er blandt de mest interessante nye olielande i verden. Angola regnes imidlertid også til de mest korrupte lande i verden, og oliemilliarder forsvinder ifølge eksperter i de forkerte lommer. Maersk Oil afviser kategorisk at være blevet afkrævet bestikkelse og vil hellere trække sig end deltage i korruption.

En række internationale olieselskaber er allerede i gang med at producere olie i farvandet ud for Angola. Franske Total har, ligesom flere andre selskaber, egne produktionsplatforme i drift ved Angola, som nu er Afrikas største olieproducent. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En række internationale olieselskaber, herunder danske Maersk Oil, kommer nu i søgelyset for deres olieinvesteringer i Angola. For selv om Angola på bare ti år er blevet Afrikas største olieeksportør, så kommer olieindtægterne ikke befolkningen til gode, men forsvinder, ifølge kritikere, ned i den enevældige præsident José Eduardo Dos Santos og hans parti MPLAs lommer.

Se billederne: Her er Mærsks korrupte rige

Præsidenten og hans partifæller beskyldes for at have korrumperet Angola og det statsstyrede olieselskab, Sonagol, og kritikere mener, at det er svært at operere i landet, uden at deltage i korruption - direkte eller inddirekte.

For danske Maersk Oil hører Angola til blandt de absolut højest prioriterede indsatsområder. Maersk Oil har foretaget milliardinvesteringer i landet, man ønsker at udvide aktiviteterne og man har et tæt samarbejde med det nationale olieselskab, Sonagol, som i flere tilfælde har været under direkte anklage i bestikkelses- og korruptionsaffærer.

Det uafhængige researchcenter DanWatch har gennem de seneste måneder sat fokus på udnyttelsen af naturressourcer i Afrika i fire undersøgelser under overskriften »Out of Africa«. Når det gælder olieudvindingen i Angola, peger rapporten på en række alvorlige problemer omkring korruption.

Præsidenten og hans mænd

Ifølge en række kritikere, styres oliejagten - og ikke mindst olieindtægterne, enevældigt af den mangeårige præsident, José Dos Santos. Han sidder på magten i landet, styrer partiet MPLA og har ligeledes fuld kontrol over det statslige olieselskab, Sonagol, som alle udenlandske olieselskaber, herunder Maersk Oil, er tvunget til at arbejde samme med.

»Korruption er uden sammenligning det største problem i Angola. Oliepengene kommer langfra befolkningen til gode, og der er meget store spørgsmålstegn ved, hvor oliepengene ender henne. Det andet problem er de ustabile forhold i Angola efter mange års borgerkrig. Blandt andet er miljølovgivningen i Angola meget svag. I Angola er der ingen lovgivning til at overvåge, hvordan selskaberne rent faktisk opfører sig. De har ikke ressourcer og støtte nok til at overvåge firmaerne,« siger Sasja Beslik, der er Nordeas chef for ansvarlige investeringer.

Ifølge Transparency International er Angola »highly corrupt«, mens US State Department konkluderer, at »korruption i regeringen er udbredt, og de implicerede parter bliver stort set ikke stillet til ansvar«.

»Angola er et af verdens mest korrupte lande. De er ved at komme sig oven på 27 års opslidende borgerkrig. Regeringen i Angola gør meget for at understrege over for omverdenen, at landet er trygt, og at den officielt gør meget for at bekæmpe korruption. Men der er meget store problemer i landet, og firmaer, der opererer i Angola, skal være meget opmærksomme på de her problemer,« siger Jens Berthelsen fra Global Advice, der rådgiver danske virksomheder om korruption.

De mest magtfulde

Problemet er formentlig, at ingen i landets magtelite har lyst til, at der laves om på det nuværende system. Sonagol er nemlig ledet af en af præsident Dos Santos nærmeste allierede, Manuel Vicente, og de to regnes for de mest magtfulde mænd i Angola. Ved at have rådighed over en stor uofficiel pose penge, kan præsidenten og MPLA betale sig fra problemer i landet, udmanøvrere kritikere og i øvrigt leve særdeles komfortabelt.

Ifølge undersøgelsen fra DanWatch forsvinder en stor del af oliemilliarderne, inden de når frem til de officielle pengekasser i Angolas Finansministerium. Det gælder bl.a. de såkaldte signatur-bonus-betalinger, penge som udenlandske olieselskaber betaler for at få lov til at indgå kontrakter med Sonagol. I 2006 betalte olieselskaberne, ifølge Verdensbanken, tre mia. dollar i signaturbonusser. Ifølge tal fra Angolas finansministerium nåede blot én milliard dollar frem til statskassen. Resten forsvandt i Sonagol, som ikke har ville fortælle, hvad der er sket med de mange penge.

Den angolanske regering har hidtil kategorisk nægtet at landet er hærget af korruption. I november var landets industriminister, Kiala Ngone Gabriel, i Danmark og sagde da, at »jeg har aldrig selv oplevet korruption, men hvis I kan bevise det, så gør det«.

Uahængig revision

Den hidtil eneste uafhængige revision af misbruget af Angolas olieindtægter blev foretaget i 2002. Dengang gennemgik det ansete internationale revisionsfirma KPMG Sonagol og olieindtægterne. Konklusionen var enkel: Flere milliarder dollar var i årene op til 2002 blevet overført fra Sonagol til andre banker end Angolas centralbank - penge som ingen ville gøre rede for, herunder præsident Dos Santos, som i dag sammen med sin familie hører til blandt landets rigeste.

Fra 2003 til 2008 investerede udenlandske olieselskabet omkring 20 mia. dollar i Angola, og landet har nu overhalet Nigeria som Afrikas største olieeksportør. Det kan aflæses direkte i landets bruttonationalprodukt, der i dag er det sjettehøjeste i Afrika.

Alligevel er virkeligheden for de ca. 18. millioner indbyggere stadig, at mere end 70 pct. af befolkningen lever i dyb fattigdom. Ifølge FNs tal lever 70 pct. af befolkningen for under to dollar om dagen. På FNs fattigdomsindeks rangerer Angola som nummer 118 ud af 135 lande - trods de enorme olieindtægter.

Paradoksalt nok har hovedstaden Luanda i samme periode udviklet sig til at være verdens dyreste by at bo i - selv i sammenligning med f.eks. Oslo, Tokyo og København. Det skyldes ikke mindst de mange udenlandske eksperter, som er kommet til byen for at hjælpe med olieudvindingen. Den sker mange sømil ude til havs, men en række af eksperterne bor i perioder i byen, hvor huspriser og fødevarepriser er eksploderet i takt med, at en lille gruppe mennesker er blevet stadig mere rige i landet.