Lundbeck-formand om ny topchef: Hun skal sikre selskabets fremtid

Lundbecks nye topchef, Deborah Dunsire, skal først og fremmest sikre, at det danske medicinalselskab har noget at leve af i fremtiden. Hendes opgave er at skabe langsigtet vækst, lyder det fra Lundbecks bestyrelsesformand, Lars Rasmussen.

Lars Rasmussen er både bestyrelsesformand for Lundbeck og medicoselskabet Coloplast. Han er samtidig medlem af bestyrelsen i høreapparatkoncernen Demant. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ólafur Steinar Gestsson

Kåre Schultz skar til, Deborah Dunsire skal bygge op.

Det er den korte og måske også lidt forsimplede fortælling om fordelingen af opgaver mellem en tidligere og en nuværende topchef i medicinalselskabet Lundbeck.

Da Kåre Schultz kom til fadet som topchef i Lundbeck i foråret 2015, var selskabets finansielle forfatning mildest talt ringe.

»Der skal spares overalt,« lød mantraet fra Kåre Schultz, der skar ind til benet med en plan, der kostede 1.000 stillinger i Lundbeck.

Efter en større tur med den store sparegrønthøster er det altoverskyggende fokus i Lundbeck nu at finde og udvikle de medicinske nøgleprodukter, som selskabet skal leve af i fremtiden.

Derfor kan man på mange måder sige, at Lundbeck med Kåre Schultz' exit også foretog et større sporskifte.

»Planen gik dengang ud på at få gjort Lundbeck profitabel og få fjernet gælden. Vi vidste udmærket godt, at den langsigtede pipeline havde brug for et boost. Derfor drejede det sig om at skaffe finansiering til det fra selskabets egen drift.  Den plan blev gennemført virkelig godt,« siger Lars Rasmussen, der er bestyrelsesformand i Lundbeck.

Budskabet fra den 59-årige chefdirigent i Lundbeck lyder, at virksomhedens nye topchef, Deborah Dunsire, skal på jagt efter det grundstof, som Lundbeck skal leve af i fremtiden. Deborah Dunsire kom til Lundbeck som topchef i efteråret 2018.

»Den opgave, som Deborah, har, er en helt anden. I dag er opgaven at skabe langsigtet vækst i selskabet,« siger Lars Rasmussen.

Lundbeck snublede i efteråret 2018 med et middel mod skizofreni, som floppede på sidste trin af udviklingstrappen frem mod markedet. Det samme skete i efteråret 2016, hvor forsøg med et potentielt lægemiddel mod Alzheimers sygdom viste, at midlet ikke havde nogen nævneværdig effekt.

Lars Rasmussen, bestyrelsesformand i Lundbeck

»Det gode ved at leve er jo, at for hver dag, der går, så lærer man noget.«


Derfor ser det danske selskabs såkaldte senfasepipeline nu noget tyndbenet ud.

Under Kåre Schultz lød planen, at Lundbeck kun skulle satse på fire sygdomme. Dengang sagde du, at det snævre fokus var en kæmpe håndsrækning til Lundbecks ansatte. Nu gør I op med det. Hvorfor det?

»Det gode ved at leve er jo, at for hver dag, der går, så lærer man noget. Det, der er sket siden da, er, at de senfaseprojekter, som vi havde, er væk.  Det betyder, at vi ikke har noget i pipelinen, som kommer snart, hvis man kan sige på den måde,« siger Lars Rasmussen.

99 procent fejler

I satser på at udvikle lægemidler til behandling Alzheimers sygdom, hvor risikoen for fiasko er på over 99 procent. Hvorfor skulle du og Lundbeck lykkedes inden for det felt?

»Der må man bare sige, at det er en af de mest grusomme sygdomme, der overhovedet eksisterer. Det ligger lige i hjertet af, hvad det her selskab beskæftiger sig med. Selvfølgelig er vi her også for at forsøge at gøre noget for patienter på den front, men vi kan ikke kun gøre noget der. Vi er også nødt til at satse på andre områder,« siger Lars Rasmussen.

Hvordan bliver din nye topchef, Deborah Dunsire, en succes i Lundbeck?

»Hun skal rejse en agenda for selskabet, som handler om at skabe langsigtet vækst. Hun skal skabe en agenda, der er tilpas stærk til, at andre selskaber har lyst til at arbejde med os. Hun skal skabe et aktivitetsniveau, der er så interessant, at vi kan tiltrække de rigtige mennesker til at arbejde i selskabet,« siger Lars Rasmussen.

Lundbeck bliver i år hårdt ramt af, at patentet på lægemidlet Onfi, der bruges til epilepsiformen Lennox-Gastaut syndrom, løb ud i efteråret 2018.

Det betyder, at omsætningen på Onfi, som er Lundbecks bedst sælgende produkt, i 2019 vil falde med omkring 60 til 70 procent, da kopiprodukter allerede er i fuld gang med at overtage markedet.

I 2018 ramte Lundbeck sit bedste finansielle resultat nogensinde med en omsætning på 18,1 milliarder kroner og en driftsindtjening på 5,3 milliarder.