Lundbecks nedtur er et hak i tuden på Kåre Schultz' store plan

Et stort sats på en pille mod skizofreni efter en strategi udtænkt af Kåre Schultz er slået fejl for Lundbeck, der bliver straffet hårdt på børsen. Medicinalselskabet har brugt en formue på afgørende forsøg, som er floppet.

Lundbecks forskningsdirektør, Anders Gersel Pedersen, erkender, at et fejlslagent studie med et skizofreni-middel er et større tilbageslag for det danske selskab. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er en meget dyr fornøjelse at skyde forbi målet med et afgørende studie med et lægemiddel, hvis man står alene med regningen, når det går galt.

Det må medicinalselskabet Lundbeck konstatere i kølvandet på et større studieflop med et skizofreni-middel, der havde potentiale til at blive en milliardforretning.

Lundbecks skizofreni-satsning var det første store eksempel på, at det danske selskab skulle forfølge en ny strategi, som den tidligere Lundbeck-topchef Kåre Schultz har udtænkt.

Kåre Schultz’ plan bygger på, at Lundbeck selv skal tage de finansielle risici under den rasende dyre udvikling af sine lægemidler, men samtidig også snuppe hele gevinsten, hvis medikamentet bliver en succes.

Som det ser ud nu, er der ikke meget, der tyder på, at Lundbecks pille mod skizofreni kommer til at tage kegler. Det eneste, Lundbeck indtil videre har fået ud af forløbet, er en større regning for det komplicerede studie.

»Regningen er betalt. Jeg kan ikke beløbet i hovedet, men det drejer sig om mange hundrede millioner,« siger Anders Gersel Pedersen, der er forskningsdirektør i Lundbeck.

At Lundbeck i første hug er fejlet med at bære et middel frem til markedet på egen hånd, får ifølge Anders Gersel Pedersen ikke selskabet til at ændre på den strategi, som Kåre Schultz gjorde til »Lundbeck-lov« i begyndelsen af 2016.

»Det forhold, at dette studie er fejlet, er ikke i sig selv en anledning til at lave ændringer,« siger Anders Gersel Pedersen.

Straffet af investorer

Det er ikke første gang, at Lundbeck snubler tæt før målstregen med en fremskreden lægemiddelkandidat. Det skete også for godt to år siden, hvor forsøg med et potentielt lægemiddel mod Alzheimers sygdom viste, at midlet ikke havde nogen nævneværdig effekt.

Med to fejlslagne studier i fase III på bagsmækken har investorerne straffet Lundbeck-aktien ekstra hårdt denne gang, vurderer Søren Løntoft Hansen, der er senioranalytiker i Sydbank.

»Både det her floppede studie og Idalopirdin til behandling af Alzheimers, som også fejlede, sender et signal om, at selskabet har svært ved at få midler igennem fra senfase-pipelinen, som efterhånden ser lidt tyndbenet ud,« siger analytikeren.

Hos Lundbeck erkender forskningsdirektør Anders Gersel Pedersen, at selskabet er kommet bagud af dansen med det seneste store tilbageslag i selskabets pipeline.

»Dette lægemiddel var det, som var tættest på at kunne blive registreret. Med det, vi ved nu, vil der nok være et par års forsinkelse i forhold til, hvornår vi næste gang har noget fra vores interne pipeline, der kan blive klar,« siger Anders Gersel Pedersen.

For Lundbeck-toppen er det nu helt oplagt at få tænkt grundigt over, om problemerne i pipelinen kan løses med opkøb. Lundbeck har lige nu omkring 4,6 mia. kroner i pengekassen, som potentielt kan bruges på opkøb af nye midler.

Den internationale investeringsbank J.P. Morgan skrev allerede tidligere på året i et analysenotat, at Lundbeck burde overveje en noget mere aggressiv opkøbsstrategi, hvis det danske selskabs sats på skizofrenipillen skulle fejle.

Den vurdering er Søren Løntoft Hansen enig i.

»Jeg tror ikke, at man skal forvente, at Lundbeck nu styrter ud og køber op i panik, men jeg tror, at selskabet kommer til at kigge sig noget mere aktivt omkring nu end før det floppede studie,« siger Søren Løntoft Hansen.

Det ligger ikke langt fra Lundbecks tankegang at kigge i den retning, lyder det fra Anders Gersel Pedersen.

»Vi har aldrig haft det anderledes, end at hvis vi så noget, som ifølge os var værdifuldt, og som vi kunne bidrage til værdien af, så ville vi købe det. Sådan har det været før, sådan er det nu. Det bliver der ikke ændret på,« siger Anders Gersel Pedersen.

I kølvandet på Lundbecks studieflop har en lang række finanshuse rundt om i verden ændret deres syn på, hvad Lundbeck-aktien bør koste. Både Danske Bank, Nordea, SEB, Barclays, J.P. Morgan, DNB og Deutsche Bank har været på banen med en beskæring af det såkaldte kursmål på den danske medicinalaktie.

Samlet set har Lundbecks aktionærer mistet langt over 20 mia. kroner, siden resultaterne fra det fejlslagne studie blev meldt ud. Alene torsdag faldt Lundbecks aktie med over 26 procent, mens den faldt 1,8 pct. fredag.