Nyhedsvarsel
Virksomheder

Lundbeck i historisk stort dyk på børsen efter fejlslagent forsøg

Medicinalvirksomheden Lundbeck får alvorlige stryg på børsen efter et middel mod skizofreni ikke viste sig at have den ønskede effekt.

(ARKIV) Lundbeck, Carl Jacobsens Vej 22 / Ottiliavej 9, Valby tirsdag den 17 juli 2018. Lundbecks salg steg næsten 10 procent i andet kvartal. Fremgangen er drevet af medicin mod depression. Det skriver Ritzau, onsdag den 8. august 2018. . (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Lundbeck kan torsdag eftermiddag se sin aktie styrtdykke, efter medicinalvirksomheden i en fondsbørsmeddelelse oplyser, at man har oplevet tilbageslag i testforsøg med det antipsykotiske middel Lu AF35700.

Aktien lukkede torsdag 26,6 procent lavere og slutter i kurs 300. Det er det største fald, Lundbeck nogensinde har oplevet.

Lu AF35700 skulle bruges til behandling af patienter med behandlingsresitent skizofreni (TRS), og midlet var nået til fase tre i test hos virksomheden i Valby.

Det har dog vist sig, at midlet ikke opnåede »statistisk bedre effekt i forhold til konventionel behandling«, hedder det i fondbørsmeddelelsen.

»TRS udgør den største sygdomsbyrde inden for skizofreni for patienter, deres pårørende og samfundet, og med Lu AF35700 havde vi håbet på at vise statistisk bedre effekt i forhold til den konventionelle behandling,« siger Anders Gersel Pedersen, executive vice president for forskningsafdelingen i Lundbeck i fondbørsmeddelslen.

»Det er et tilbageslag for patienter med skizofreni, men vi fortsætter vores arbejde med udviklingen af innovative behandlingsformer for at dække behovet hos de patienter der lider af psykiske og neurologiske sygdomme,« hedder det videre.

Lu AF35700 er blevet betragtet som et stort lægemiddelhåb hos Lundbeck, men med de seneste resultater synes det nu usikkert, om Lu AF35700 overhovedet vil komme på markedet. Selskabet oplyser, at man vil kigge nærmere på studiet.

»Det var en blockbusterkandidat - et middel, der kunne være aktuelt for rigtig mange millioner patienter, så det faktum, at man nu reducerer sandsynligheden til nul, det skærer meget af værdiansættelsen af Lundbeck,« siger Søren Løntoft Hansen, analytiker hos Sydbank, til Ritzau Finans.

Det er samtidig en dårlig nyhed for den nye topchef, Deborah Dunsire, der har afløst Kåre Schultz som ny topchef i medicinalvirksomheden.

Den nye topchef har på forhånd varslet, at hun vil have mere fokus på forsknings- og udviklingsdelen i Lundbeck, hvor Kåre Schultz' fokus i højere grad var rettet mod at trimme forretningen og gøre den lønsom.

Med dagens meddelelse ser den øvelse ud til at blive endnu mere vanskelig end ventet på forhånd.