Kinesere er helt vilde med danske fødevarer

Kineserne - ikke mindst de rige - køber fødevarer fra Danmark som aldrig før. Det er alt fra svinekød til fisk, marmelade og honning.

Foto: STR.
Læs mere
Fold sammen

Vi har hørt det før, at eksporten af danske fødevarer til Kina er støt stigende. Helt friske tal fra Landbrug & Fødevarer viser, at salget til Kina, inklusiv Hong Kong, nu går bedre end nogensinde.

Afsætningen er helt i top. Alene i første halvår af 2016 blev der sendt fødevarer for 8,8 milliarder kr. til verdens største nation. Det er virkelig meget i betragtning af, at fødevareksporten sidste år lå på godt 10 milliarder kr. Dermed tegner 2016-eksporten til at blive væsentlig højere end sidste år.

I Kina får befolkningen flere penge mellem hænderne, og den store middelklasse vokser støt. Og de køber fødevarer fra udlandet, herunder Danmark, som typisk er væsentligt dyrere end kinesisk producerede fødevarer.

Ifølge Michael Stahlschmidt, der er chefkonsulent i handelspolitik og markedsadgang i brancheorganisationen Landbrug & Fødevarer, er der flere forklaringer på jubelvæksten for dansk fødevareeksport i de første seks måneder af 2016:

»For det første er der en voksende gruppe af velhavende kinesere, som har råd til både kvalitetsfødevarer og udlandsrejser, hvor de bliver inspireret af mad fra andre verdensdele. For det andet er Danmark og danske fødevarer et stærkt brand i Kina,« siger han.

Med et stort eksportfremstød i denne uge vil Landbrug & Fødevarer og en gruppe virksomheder gøre deres for, at danske fødevarer  i Kina også i fremtiden er kendt for høj kvalitet, innovation og fødevaresikkerhed - og dermed værd at købe.

12 danske virksomheder deltager sammen med branchorganisationen i messen »Food and Hotel China« i Shanghai. Landbrug & Fødevarer er hovedarrangør af messen, der er Kinas største fødevaremesse.

»Messen er en ideel platform for danske virksomheder i Kina. Kina er et enormt land med knap 1,4 milliarder mennesker. Hvis hver kineser spiser blot fire gram dansk grisekød mere om dagen, ville det betyde en fordobling af den danske eksport af grisekød,« siger Michael Stahlschmidt fra Landbrug & Fødevarer.



Blandt de deltagende virksomheder, der har godt gang i Kina-eksporten, er grønlandske Royal Greenland, der sender en række forskellige fiske- og skaldyrsprodukter af sted, og Scandic Food i Vejle, der blandt andet sælger marmelade, grød og honning til kineserne.