Huawei investerer nye milliarder i Storbritannien

Den kinesiske gigant klar til kæmpe investering oven på politisk bøvl i USA.

Huawei retter sit fokus mod Storbritannien oven på politisk pres i USA, hvor to af de største teleselskaber har trukket sig fra et planlagt salg af den kinesiske mobilgigants toptelefon, Mate 10 Pro (billedet). Arkivfoto: Steve Marcus, Reuters/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: STEVE MARCUS

Huawei vil over de næste fem år investere tre milliarder pund eller 25 milliarder kroner i Storbritannien i skyggen af den politiske forfølgelse, som den kinesiske elektronikgigant oplever i USA.

Huawei, som i Danmark står for TDCs mobilnet og er verdens tredjestørste leverandør af mobiludstyr, kalder det selv »et stort tilsagn«. Det var Huaweis bestyrelsesformand, Sun Yafang, som fremlagde planerne under et møde med den britiske premierminister, Theresa May, i Kina forleden. Mellem 2013 og 2017 har Huawei allerede brugt 1,3 milliarder pund i landet.

Politisk pres i USA

Den britiske handelsminister, Liam Fox, kalder Huaweis investering for »endnu en betydelig tillidserklæring til, at vores verden er førende inden for teknologi«.

1.500 er i øjeblikket ansat på Huaweis 15 kontorer i Storbritannien.

Huawei, som både producerer mobiltelefoner og udstyr til mobilnet, glæder sig over den positive modtagelse hos briterne af meldingen. I USA rumler politikerne igen med truslen om at forbyde det kinesiske selskabs aktiviteter som følge af en aldrig påvist frygt for, at Huaweis udstyr kan bruges af de kinesiske myndigheder til spionage. For nylig har to af de største teleselskaber, AT&T og Verizon, droppet planer om at sælge Huaweis nye toptelefon, Mate 10 Pro, ifølge flere medier som følge af politisk pres.

Særlig kontrol i også Danmark

Efterretningstjenester og eksperter i mange lande har gentagne gange undersøgt Huaweis udstyr uden at finde beviser på det, men frygten har betydet, at Huawei skal særligt sikkerhedsgodkendes, før der kan indgåes kontrakter. Det skete også i Danmark, da TDC valgte Huawei til at stå for sit mobilnet. Her var Center for Cybersikkerhed under Forsvarets Efterretningstjeneste inde over, før kontrakten blev underskrevet, og centeret fører stadig løbende kontrol. Det samme sker i Storbritannien under den britiske efterretningstjeneste, GCHQ, som direkte er flyttet ind i Huaweis sikkerhedscenter i Sydengland for at kunne stå inde for, at teleudstyret ikke bruges til spionage.

Huawei har kontor i også Danmark, men de skandinaviske udviklingscentre er placeret i Sverige, hvor også det skandinaviske hovedkontor ligger.

Huawei var i 2017 det tredjemest solgte mobilmærke i Danmark efter Apple og Samsung. Omkring ni procent af alle solgte smartphones var fra Huawei, viser tal fra analysehuset IDC, der følger teknologimarkederne tæt.