Handelsbanken indtager fjerdeplads i Danmark

Den svenske bank Handelsbanken er nu fjerdestørst målt på samlede udlån i Danmark og har dermed overhalet Sydbank.

Den svenske bank Handelsbanken er nu fjerdestørst målt på samlede udlån i Danmark og har dermed overhalet Sydbank. Fold sammen
Læs mere
Foto: PHIL NOBLE

Det skriver dagbladet Børsen.

Ifølge Handelsbankens administrerende direktør i Danmark, Lars Moesgaard, skyldes det især de realkreditlignende prioritetslån, som er meget populære blandt danskerne.

Handelsbankens samlede udlån er siden 2010 steget fra 40 mia. kr. til 71,9 mia. kr ved udgangen af tredje kvartal, hvorimod Sydbanks udlån var på 70,6 mia. kr. ved halvårsskiftet.

Yderligere viste Handelsbankens regnskab for tredje kvartal, at banken havde et overskud på 623 mio. kr. i de første ni måneder af året, sammenlignet med 472 mio. kr. sidste år.

»Nedskrivninger forklarer den store del af fremgangen, men vi har også løftet indtægterne og resultat før nedskrivninger,« siger Lars Moesgaard til Børsen.

Ifølge Lars Krull, der er seniorrådgiver og bankekspert på Aalborg Universitet, har Handelsbanken været mere aggressive i bankens salg af prioritetslån end rivalerne.

»Handelsbanken har formået at bruge deres prioritetslån mere fleksibelt end kun til boliglån. Hvor det andre steder som f.eks. Jyske Bank kun er til boliglån, er der i Handelsbanken mulighed for bredere finansiering,« siger Lars Krull til Børsen.

Storbanken Citi vurderer i en ny analyse, at Sydbanks regnskab fra tredje kvartal vil vise, at bankens nettorenteindtægter har været under pres, blandt andet på grund af den hårde konkurrence blandt bankerne.

/ritzau/FINANS