Hård tone i debat om betalingsring

Trafikministeren havde inviteret til konference om den kommende betalingsring, men stemningen var langt fra præget af forsoning. Selv fra ministerens bagland var retorikken hård.

Foto Claus Bjørn Larsen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Selv Roskilde Kommunes socialdemokratiske borgmester Joy Mogensen er fortsat usikker på, om regeringens bebudede betalingsring rundt om København er en god idé.

Med dyrere kollektiv trafik og manglende tog, som måske først er klar om fem år, mener hun det er for risikabelt at forcere en betalingsring.

- Man bør ikke jage en så stor beslutning igennem, sagde Joy Mogensen ved trafikministeriets konference i går: ”Bedre mobilitet” – om en trængselsafgift i Hovedstaden.

Hun blev bakket op af flere af omegnens borgmesterkolleger i blandt andet Lejre, Rødovre og Herlev, der minimum ønskede bedre p-forhold ved stationerne.

Borgmester i Lyngby-Taarbæk, Søren P. Rasmussen, og hans kollega i Gladsaxe Karin Søjberg Holst, mente at pengene fra en trængselsafgift burde bruges udenfor betalingsringen til at forbinde den kommende letbane (red: der løber parallelt med Ring 3) med metrosystemet gennem forlængelse af metroen.

65.000 passagerer ventes at bruge letbanen hver dag. Så kunne pendlerne stille bilerne i p-områder i omegnen og tage den kollektive trafik til byen via nye trafikknudepunkter.

Blandt andet Jesper Højte Stenbæk fra Dansk Erhverv mente også, at betalingsringen passende kunne være med til at betale en tiltrængt havnetunnel.

Det var her, at Københavns overborgmester Frank Jensen mente, at dansen om gulkalven allerede var begyndt.

- I forvejen investeres 21 mia. kroner i metro-cityringen og to mia. kroner i Nordhavns-vejen mellem Svanemøllen og Lyngbyvejen, sagde han.

I det hele taget var der flere spørgsmål end svar ved konferencen i København i går. For alle var enige om, at Københavns var landets vækstdynamo, men medarbejdere og kunder til butikkerne i byen ville få det svært uden en velfungerende kollektiv til erstatning for bilen.

3F har endda peget på, at det vil koste fagforeningens medlemmer hver 18.000 kroner ekstra for at krydse ringen.

Torben Lund Kudsk, chefkonsulent hos FDM, pegede på, at borgerne i forvejen var trykket af voldsomme skattebyrder på blandt bilbeskatning. Nu skulle de fortsat holde i kø – bare betale yderligere for det.

- Med en maksimum takst fra 05 til 09 er der ingen mulighed for at køre tidligere eller senere på arbejde – og der er ingen kapacitet i den kollektive trafik til at opsuge så mange nye rejsende. Syv af 10 biler, der kører ind i byen er i forvejen benzinbiler, der ikke udleder Nox’er og sodpartikler – det gør de varebiler og lastbiler, der kommer i stedet – så en forbedring af miljøet kommer ikke, sagde Torben Lund Kudsk.

Han tilføjede, at der ikke er trængsel i København midt på dagen.

En undersøgelses fra GPS-producenten Tom Tom viser, at forsinkelserne er tre gange større i Stockholm centrum end i København.

Kristian Pihl Lorentzen (MF for V) savnede direkte oplysninger, hvor meget varerne og håndværkerregningerne i København ville blive dyrere med betalingsringen. I forvejen betalte bilister mange penge i p-afgifter.

Transportminister Henrik Dam Kristensen var dog sikker på, at regeringen nok skulle nå sine mål med en trængselsafgift. Han mente, at ingen kunne være interesseret i at sidde i de tætte trafikkøer til og fra arbejde.

- Jeg kan ikke tale om den ene løsning eller den anden løsning endnu eller om takster. Intet er fastlagt endnu. Det væsentligste for mig er, at vi ser på andre muligheder end det, som vi gør i dag, sagde Henrik Dam Kristensen.