Fremtidens danske turisme skal være digital

En blæsende gåtur ved Vesterhavet, bølgeskvulp og sten i lommen. Naturen har været et af Danmarks største salgsargumenter, når det kom til turismen. Men der er brug for udvikling. Det mener Dansk Industri, der netop har analyseret turismen i Danmark.

Foto: Sophia Juliane Lydolph. Den danske turistindustri skal digitaliseres, hvis Danmark skal fastholde sin position som rejseland
Læs mere
Fold sammen

En ny turismeanalyse, foretaget af Dansk Industri, blotlægger udviklingen af overnatninger i Danmark sammenlignet med vores nabolande. Den viser, at selvom, vi i 2015 havde et rekordår i dansk turisme med 49 mio. overnatninger, hvilket var en stigning på 5 pct. i forhold til året før, ændrer det ikke på, at den danske turisme har tabt markedsandele.

Der er behov for en fortsat udvikling af turismeerhvervet, hvis turisterne skal blive ved med at lægge turen forbi landet mod nord. Det siger direktør for Dansk Industri, Karsten Dybvad. Han mener, at vi i Danmark har potentiale til at give vores turister langt bedre oplevelser.

»Danmark er det næstdyreste land i Nordeuropa. 30 pct. dyrere end tyskerne og 10 pct. dyrere end svenskerne«.

På en turismekonference i Industriens Hus mandag talte han derfor for, at de danske virksomheder skal være i stand til at tilbyde oplevelser af højere kvalitet, hvis Danmark i fremtiden skal være i stand til at konkurrere med udlandet.

»Det er her, vi er nødt til at se på de digitale muligheder og den virtuelle virkelighed, vi står midt i,« siger han.

Inspireret af udlandet
Hos Disney World-koncernen forsøger man via digitale muligheder at inspirere, aktivere og tiltrække turister til at rejse til forlystelsesparkerne hvert år.

Vice President of Global Media hos Disney World, Emmanuel Maques, fortæller, hvordan de bruger både sociale medier og forskellige apps, når de henvender sig til besøgende turister.

»Særligt reklamevideoer, der inddrager de velkendte drillende eller dansende figurer fra Disney-universet trækker millioner af views på blandt andet streamingnetværket Youtube,« siger han.

»My Disney Experience« er den nye app, der kan guide familier rundt i de store forlystelsesparker, og som gør det muligt at planlægge sin ferie ned til mindste detalje, mens et lille interaktivt armbånd kan gøre det lettere at tjekke ind og ud af de mange forlystelser. Det er blandt nogle af de trends, der har inspireret danske virksomheder til at videreudvikle de turistoplevelser, de tilbyder.

En ny Bilbao-effekt
Blandt andet har den danske forlystelsespark Legoland i Billund sat sig for at sætte sig selv på verdenskortet. Det fortæller direktør i Legoland, Christian Woller.

Det vil de gøre med attraktioner og forlystelser, der benytter sig af 3D eller virtual reality. Virtual reality er et computer-simuleret miljø, hvor man som bruger kan befinde sig.

»I Legoland betyder det, at man med ildkugler vil kunne udkæmpe imaginære Ninjago-fjender eller køre i rutsjebane med 3D-briller,« siger Christian Woller. Han mener, at den danske forlystelsespark på den måde vil være i stand til at konkurrere med udenlandske som eksempelvis Disney World.

Også hos Alexandra Instituttet, der arbejder med blandt andet udvikling og innovation inden for IT, har man taget de nye trends til sig og benytter sig af IT til at skabe nye og anderledes turistoplevelser og tiltrække turister til gennem interaktive byrum.

»I Horsens steg handlen på Torvet, da man installerede en interaktiv gynge med lys og musik,« fortæller professor Kaj Grønbæk, og henviser til Bilbao-effekten. Historien om den uddøende industriby, der blev forvandlet til en millionbesøgt kulturby, da Guggenheim-museet åbnede.

»Hvis IT bruges rigtigt, kan det generere en ny, lille Bilbao-effekt,« siger han.