Fiskere kritiserer nye kvoter - Greenpeace advarer om ål

Det er dårligt for fiskekvoterne, mener Danmarks Fiskeriforening, mens Greenpeace er imod udskudt åleforbud.

Foto: Henning Bagger. Arkivfoto: Danmarks Fiskeriforening og fiskeriminister, Karen Ellemann (V), ville have højere torskekvote i den vestlige Østersø. Det anbefaler biologiske rådgivere, men det vandt ikke gehør i ministerrådet.
Læs mere
Fold sammen

Danmarks Fiskeriforening (DF) kalder de nye fiskekvoter i Østersøen for et »ringe resultat« for torsk i Østersøen.

Det siger Danmarks Fiskeriforenings formand, Svend-Erik Andersen, i en skriftlig kommentar.

»Det er fuldstændigt utroværdigt og en direkte chikane af Danmark og dansk fiskeri,« siger Svend-Erik Andersen.

EU-landenes fiskeriministre er tirsdag morgen enige om nye fiskekvoter i Østersøen for 2018.

Fiskekvoterne for sild i den centrale del af Østersøen vokser med 20 procent. Derimod forbliver kvoterne for den vestlige torsk uforandret i forhold til i år.

Danmarks Fiskeriforening og fiskeriminister, Karen Ellemann (V), ville have højere torskekvote i den vestlige Østersø. Det anbefaler biologiske rådgivere, men det vandt ikke gehør i ministerrådet.

Danmarks Fiskeriforenings næstformand, Kim Kær Hansen, finder resultatet »langt fra tilfredsstillende«.

»Fiskerne er voldsomt frustrerede,« siger Kim Kær Hansen.

EU-Kommissionen foreslog også et forbud mod at fange ål. Men det afviste fiskeriministrene, som foretrækker en fælleseuropæisk løsning.

Fiskeriforeningen roser på den baggrund fiskeriminister Karen Ellemann.

»Vi er glade for, at det lykkedes for den danske minister at få en aftale om ålefiskeri i hus. Det er et traditionsrigt fiskeri, der har stor betydning for dansk fiskeri,« siger Kim Kær Hansen.

Derimod advarer Greenpeace i en skriftlig kommentar.

»Det er virkelig alarmerende, at EUs fiskeriministre ikke kunne nå til enighed nu om at stoppe ålefiskeriet i Østersøen, og det kan meget vel være det endelige dødsstød til en i forvejen kritisk truet bestand,« siger havansvarlig Magnus Eckeskog.

Han finder det »helt uansvarligt«, at Danmark kæmpede for en øget torskekvote.

»Selv om kvoten for torsk i den vestlige Østersø sidste år blev reduceret med 56 procent, så er det ikke gået den rigtige vej for torsken. Gydebiomassen er faldet, og bestanden bliver mindre og mindre,« mener Magnus Eckeskog.

/ritzau/