Deutsche Bank bakker på bundlinjen - fortsætter nedskæringer

Foto: Ralph Orlowski. Deutsche Banka hovedkvarter i Frankfurt. REUTERS/Ralph Orlowski/File Photo GLOBAL BUSINESS WEEK AHEAD
Læs mere
Fold sammen

Den tyske storbank Deutsche Bank måtte se sit nettooverskud bakke med små 14 pct. i andet kvartal, hvor bundlinjen gav et plus på 401 mio. euro mod 466 mio. euro i samme periode sidste år.

Udviklingen dækker over en let faldende toplinje, hvor de samlede indtægter landede på 6590 mio. euro mod 6616 mio. euro i andet kvartal 2017.

Sammenligner man med første kvartal, var tilbagegangen noget større. Her havde Deutsche Bank indtægter på 6976 mio. euro.

Deutsche Bank er i færd med at reducere arbejdsstyrken og sænke sine omkostninger, men i andet kvartal var tilbagegangen i udgifterne ikke markant.

De justerede omkostninger i andet kvartal var således 5577 mio. euro mod 5641 mio. euro i april, maj og juni sidste år. Sammenlignet med første kvartal i år, blev omkostningerne dog reduceret med 773 mio. euro fra 6350 mio. euro.

For hele året fastholdes forventningen om justerede omkostninger på 23 mia. euro.

Deutsche Bank, der har været i kraftig modvind i de seneste år, meddeler desuden, at banken er godt på vej til at få reduceret sin arbejdsstyrke til under 93.000 ansatte.

I andet kvartal sagde banken farvel til 1700 medarbejdere og har nu godt 95.000 ansatte.

/ritzau/FINANS