Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Xstream vil have en luns af det internationale videostreaming-marked. Nu åbner den fremadstormende danske virksomhed hele to kontorer i Australien.
I februar solgte Xstreams stifter og ejerleder, Frank Thorup, aktiemajoriteten i sit selskab til kapitalfonden Capidea og erhvervsmanden Lars Torpe Christoffersen. Formålet var at skaffe kapital til en international satsning, og det er det, at man lige nu kan se ske.
Xstream åbner kontorer i de to australske storbyer Sidney og Melbourne. Frank Thorup ser store muligheder i regionen – blandt andet fordi der er stor vækst i efterspørgslen.
»Australien er et spændende og hurtigtvoksende marked for OTT-video og TV Everywhere-tjenester,« siger Frank Thorup i en pressemeddelelse.
Allerede i udlandet
Xstream udmærker sig ved at udbyde den avancerede form for videostreaming via internettet – også kendt som OTT – eller Over The Top-streaming. Xstream er allerede til stede på andre udenlandske markeder – deriblandt i USA, hvor virksomheden har kontrakter med så prominente selskaber som Disney. I Europa har de aftaler med storspillere som Canal Digital og Telenor.
Virksomheden leverer komplette pakker, der kan skaleres i volumen og serviceniveau, og som derudover kan indeholde en betalingsløsning – hvilket i disse år i høj grad er noget, der er stor interesse for. Mange af indholdsproducenterne – som eksempelvis Disney – ser muligheder i selv at kunne streame direkte til kunderne og derved gå uden om mellemmændene i form af TV-selskaber, filmstreamingtjenester mm.
Latinamerika har tidligere været nævnt som et naturligt område at sætte en offensiv ind for Xstream. Nu bliver det i første omgang Australien, man satser på. Men det er ikke det eneste. Australien skal være springbræt for en udvidelse af forretningen i hele regionen.
Vigtige kunder giver potentiale
Nick Barry er en af Xstreams nye tovholdere på den australske satsning, og han afslører, at der allerede er kontakt til kunder i regionen. Han peger i meddelelsen på, at blandt andet det faktum, at den 13 år gamle danske virksomhed allerede har nogle tunge kunder i kurven, kan være med til at overbevise potentielle kunder i Pacific-området.
»Dette i kombination med nogle vigtige nye kunder i porteføljen i Asia-Pacific-regionen samt efterspørgslen, vi ser efter fleksible og tilpasningsdygtige OTT video-platforme, gør, at jeg er meget sikker på, at vi får en travl og vellykket tilstedeværelse i markedet,« siger Nick Berry i meddelelsen.
Xstream har omtrent 20 ansatte i Danmark og cirka 70 i udlandet. I regnskabet for 2013, der blev offentliggjort i begyndelsen af marts, endte bundlinjen på knap 11 millioner kroner, hvilket var på linje med året før.
Xstream blev stiftet tilbage i 1999 af Frank Thorup, men i forbindelse med at der for alvor er kommet skub i streaming på nettet, valgte ejerlederen som nævnt tidligere på året at lukke medejere ind ad døren. Ved den lejlighed fortalte Frank Thorup, at kapitalrejsningen skete både for at kunne finansiere en international satsning – og for at kunne udvise mere finansiel styrke over for potentielle kunder.