Dansk designsucces vælter sig i penge

Pengene vælter ind i den danske designvirksomhed Muuto, viser årsregnskabet fra 2017.

PR-foto.
Læs mere
Fold sammen

Den blot 11 år gamle virksomhed Muuto, der i slutningen af 2017 blev overtaget af amerikanske Knoll, tjente i fjor 70 mio. kr. efter skat, hvilket er en fremgang på 23 pct.

Ledelsen betegner året som tilfredsstillende.

»Efter en forsigtig vurdering af markedsbetingelser for 2018, kan vi forvente tocifret vækst i omsætningen og indtjening,« skriver ledelsen i regnskabet.

Muuto skiller sig ud fra andre danske designvirksomheder. For hvor traditionelle designklassikere som Georg Jensen, B&O og Royal Copenhagen kæmper med svigtende indtjeningen, er det gået helt anderledes for Muuto, der har hovedkontor på Strøget i København. Virksomheden har satset på såkaldt »affordable luxury«-møbler i skandinavisk design.

Det har været så stor en succes for virksomheden, at der år efter år er skabt tocifret fremgang i indtjeningen.

Det fik godt inden årsskiftet amerikanske Knoll til at betale 1,9 mia. kr. for virksomheden, hvilket gav både stifterne og kapitalfonden Maj Invest en pæn gevinst. Angiveligt har de to stiftere Kristian Byrge og Peter Bonnén hver tjent i nærheden af 500 mio. kr. på at sælge virksomheden.

Udover møbler har Muuto også bevæget sig ind på andre områder.

»I tidligere år har Muuto opnået en stærk markedsposition, som har givet mulighed for at vokse yderligere inden for boligtilbehør, lamper og møbler. Ledelsen forventer yderligere ekspansion inden for disse områder,« skriver ledelsen.