Businessupdate: 50-årige dansker udleveret til USA – tiltalt for at have orkestreret kurs­ma­ni­pu­la­tion for fle­re hund­re­de mil­li­o­ner kro­ner

Berlingskes businessredaktion guider dig til de vigtigste nyheder, der handler om økonomi og virksomheder.

Den tidligere statsadvokat i New York, Geoffrey S. Berman (på billedet), påstår, at danskeren Ulrik Debo sammen med flere andre har tjent millioner af dollar på kursmanipulation. Fold sammen
Læs mere
Foto: Justin Lane/EPA/Ritzau Scanpix

God tirsdag eftermiddag og velkommen til en businessupdate, der giver dig overblikket over de vigtigste erhvervsnyheder lige nu, så du kan gå velinformeret og opdateret fra arbejde og nyde sommeren – eller hvad man skal kalde vejret disse dage – efter fyraften.

Ulrik Debo udleveret til USA i juni

Vi begynder med historien om, at den 50-årige dansker Ulrik Debo, der i januar blev fængslet af britisk politi, nu er blevet udleveret til de amerikanske myndigheder, som mener, at han indtager en central rolle i et sagskompleks om kursmanipulation for trecifret millionbeløb. Det skriver Børsen.

Berlingske har tidligere omtalt sagen, der er en udløber af de såkaldt Panama Papers.

Sammen med flere andre er Ulrik Debo tiltalt for blandt andet kursmanipulation i et sagskompleks til 240 mio. kr. Derfor har han siddet fængslet i London siden januar, inden han i juni blev udleveret til USA. Selv nægter han sig skyldig.

Ifølge Børsen fremgår det af papirer til retten i New York, at han i juni blev udleveret fra Storbritannien.

Det er det amerikanske justitsministerium, der har tiltalt ham sammen med Kenneth Ciapala. Sammen står de to bag det schweiziske finansfirma Blacklight SA.

»Vi påstår, at det schweiziske firma Blacklight SA, dets ejer, Kenneth Ciapala, og Ulrik Debo har tjent millioner af dollar på at orkestrere kursmanipulation med børsnoterede aktier for USA-baserede firmaer,« lød det ifølge Børsen i januar fra fra den amerikanske statsadvokat for New York, Geoffrey S. Berman.

Nordjysk kærestepar sælger børnetøj for millioner

Siden aalborgensiske Luksusbaby, der sælger børnetøj, blev stiftet i 2014 af kæresteparret Ann-Louise Christine Aasted og Morten Grabowski Kjær, er selskabet stormet frem.

Det gjaldt også i 2019, hvor et nyt regnskab viser, at bruttofortjenesten steg til 15,8 mio. kr. mod 11 mio. kr. i 2018, samtidig med at bundlinjen steg med næsten 50 procent fra knap 4 mio. kr. i 2018 til 5,9 mio. kr. sidste år. Det skriver Finans.

I år håber kæresteparret på for alvor at indtage Norge og Sverige, hvorfor man er i gang med at søge efter norske og svenske ansatte til at lave tekstarbejde og oversætte webshoppen.

»Indtil videre har vi ikke haft særligt fokus på udlandet, men vi har store ordrer fra lande som Kina og USA hver eneste dag. Nu har vi stærk vækst i Danmark, så udlandet er næste skridt,« siger Ann-Louise Christine Aasted til Finans.

Fire ud af ti top­che­fer spår fy­rin­ger ef­ter hjæl­pe­pak­ker

En stor del af landets virksomheder forventer af afskedige ansatte, når hjælpepakkerne udløber. Det skriver Børsen.

Ifølge en undersøgelse, som Greens Analyseinstitut har foretaget for avisen blandt 363 virksomheder med en omsætning på over 50 mio. kr., svarer 37 procent, at de skal afskedige ansatte, når hjælpepakkerne udløber.

40 procent mener, at det er nødvendigt med hjælpepakkerne længere end til august, og knap 20 procent mener endda, at hjælpepakkerne skal fortsætte ind i 2021.

»Vi vil selvfølgelig helst undgå at fyre medarbejdere, men hvis der ikke kommer gang i salget, når hjælpen stopper, så bliver vi nødt til at tilpasse omkostningerne til aktivitetsniveauet. Det er et frygteligt år, vi går i møde,« siger Søren Lund, adm. direktør i Nature Planer, der sælger legetøj og souvenirs til forlystelsesparker, zoologiske haver og museer i Europa, til Børsen.

Fem skarpe bud på nyheder og analyser fra journalisterne på Berlingske Business:

Pengene fosser ud af kassen i Struer: »De kan ikke tåle endnu en nedjustering«

Lyd- og designikonet Bang & Olufsen har det seneste halvandet år nedjusteret sine finansielle forventninger fem gange. Men selskabet, der tirsdag fremlagde regnskab med et stort underskud, kan ikke tåle endnu en nedjustering, lyder det fra en ekspert.

Dansk industri røg en tur i coronagrøften i maj

Coronakrisen har medført et stort fald i dansk industriproduktion. I maj blev produktionen banket tilbage til niveauet i 2017. Det er bedre end i andre lande, men især eksporten har fortsat meget usikre udsigter, og der er tusindvis af danske arbejdspladser i klemme. Det skriver Berlingske Business’ økonomiske redaktør, Ulrik Harald Bie.

Rift om de billige sommerhuse: Her finder du flest til under en million

Sommerhussalget er stukket af under coronakrisen. På landsplan er salget steget med godt 56 procent fra marts til maj i forhold til samme periode sidste år. Særligt dem i den billigere ende går som varmt brød.

Ser man på antallet af handler i de 20 største sommerhuskommuner, som tegner sig for omkring 70 procent af sommerhusmarkedet, er der solgt hele 82 procent flere til under en million kroner. Det viser en ny analyse fra Arbejdernes Landsbank.

Finanskrise-fallent var »færdig som popsanger«, men synger lystigt videre

Ejendomsspekulanten Kenneth Schwartz Thomsen var med lån på godt 900 mio. kroner en medvirkende årsag til, at Roskilde Bank under finanskrisen gik ned. Nu er han atter på banen som del af et netværk, der køber og sælger ejendomme med stærkt utilfredse lejere i kølvandet. Læs her et portræt af manden, som er central i en større sag, Berlingske lige nu afdækker. Serien er delt op i tre kapitler og kan læses her.

Boom på babybørsen: Nu er tilliden på vej tilbage til First North

Efter nogle hårde år for First North er mange af dets selskaber og investorer nu begyndt at vende tilbage til den danske minibørs. Aktiekulturen i Danmark er også blevet styrket med mere likviditet, og det har øget investorernes interesse for de små selskaber.