Bagger får fire uger til

Den bedragerianklagede Stein Bagger skal sidde endnu fire uger i varetægtsfængsel.

Læs mere
Fold sammen
Anklageren fik Stein Baggers ophold i varetægtsfængsel forlænget med fire uger trods forsvarets protester. Det betyder, at han tidligst slipper ud 6. februar.

Forsvaret kæmpede mod varetægtsfængslingen, men anklageren argumenterede for, at Stein Bagger tidligere var flygtet og havde slettet bevismateriale i form af mails.

Derfor kunne han hindre efterforskningen, lød argumenterne fra anklageren.

- Der forestår fortsat en omfattende efterforskning af sagen herhjemme og i udlandet, og vi skal have afhørt yderligere handelspartnere og klarlagt pengestrømme, siger Bagmandspolitiets anklager Per Justesen.

Bagmandspolitiet har indtil videre afhørt 25 personer i sagen, blandt andet tidligere bestyrelsesformand i IT Factory, Asger Jensby, cykelrytteren og Stein Baggers ven, Jens Veggerby, Stein Baggers ekskone Martina Bagger og tidligere slagsdirektør i It Factory, Karina Buch Andersen.

Derudover arbejder Bagmandspolitiet med deres svenske og norske kolleger, ligesom man fortsat søger forbindelser, der kan klargøre Stein Baggers udenlandske kontakter.