Arkil-direktør langer ud efter regeringen

Regeringens prioriteringer på vej- og transportområdet har udviklet sig til en ustruktureret og samfundsmæssig skadelig beslutningsproces, der skifter retning som vinden blæser.

Læs mere
Fold sammen
Sådan lyder kritikken fra entreprenørkoncernen Arkils administrerende direktør, Jesper Arkil, i et læserbrev i dagbladet Børsen fredag.

Anledningen er, at regeringen har udskudt 13 planlagte vejprojekter på ubestemt tid - projekter, som det har taget år og mange ressourcer at forberede.

"Når regeringen udskyder infrastrukturprojekterne og bevarer kommunernes anlægsstop, så er det et klokkeklart signal til branchen om at finde noget andet at lave," skriver Jesper Arkil.

Han påpeger, at entreprenørselskaberne enten kan vælge at fyre eller fokusere på andre sektorer eller opgaver i udlandet. Det betyder, at når staten engang bliver klar til at gennemføre de planlagte projekter, er kapaciteten måske væk eller bliver brugt andre steder.

"Set fra anlægsbranchen klinger det hult, når regeringen både udskyder nødvendige infrastrukturprojekter i årevis, holder hårdt på anlægsstoppet med henvisning til "ansvarlig økonomisk politik" og enøjet fokuserer på kreditkrise og bankpakker. Virksomhederne har ikke noget at bruge kredit til, hvis der inden for kort tid ikke er noget at lave," slutter Arkil-direktøren.

RB-Børsen