Byggesektoren raser over Bernstein

Nationalbankdirektør Nils Bernsteins advarsel om at fastholde en kunstig høj i beskæftigelse i byggeriet har fået branchens organisation Dansk Byggeri helt op i det røde felt.

Foto: Scanpix.
Læs mere
Fold sammen
Det skriver dagbladet Børsen torsdag.

»Det undrer mig, at den ellers dygtige og fornuftige nationalbankdirektør direkte plæderer for planøkonomi. Det ligner en meget politisk melding og et argument opfundet til lejligheden,« siger adm. direktør Lars Storr-Hansen fra Dansk Byggeri.

Det er uhørt hårde toner til Nils Bernstein, men Lars Storr-Hansen mener også, at det er uhørt, at nationalbankdirektøren har en holdning til, hvor stor en bestemt sektor må være.

Bernstein: Byggebranchen skal være mindre
I et interview i dagbladet Børsen i går sagde Nils Bernstein direkte, at byggesektoren skal være mindre.

»Sektoren skal være mindre. Og bestræbelserne på at fastholde en kunstig høj aktivitet og beskæftigelse i sektoren vil være ukloge,« sagde Bernstein.

Bemærkningen skal ses i lyset af den rødglødende debat om en kommende vækstpakke, og i hvilken grad vækstpakken skal fokusere på skattelettelser eller fremrykning af offentlige investeringer i institutioner og infrastruktur. Især sidstnævnte vil gavne byggeriet.

»Det virker som en meget lidt gennemtænkt melding fra nationalbankdirektøren. Hvor ved han fra, hvor stor en bestemt sektor bør være?,« spørger Lars Storr-Hansen retorisk.