Analytiker: Organisationsændring i Danske Bank kan hive flere synergier frem

. Danske Bank har blandet kortene i ledelsen godt og grundigt og fundet fire nye bankdirektører, mens organisationen også er blevet tilpasset.

Det betyder blandt andet, at Personal Banking og Business Banking sammenlægges i to landeorganisationer - Banking DK og Banking Nordic - og det giver rigtig god mening at lave en sådan sammenlægning, lyder vurderingen fra Thomas Eskildsen, der er analytiker hos Handelsbanken.

Ved at slå privat- og erhvervskunderne sammen i Danmark som en gruppe og Sverige, Norge og Finland som en anden kan Danske Bank nemlig hive en stribe synergier op af hatten, vurderer han.

- Overordnet set er det en rigtig god ændring. Man får det ud af det, at man i langt højere grad kan hive synergier ud af privat- og erhvervskunderne, siger han til Ritzau Finans.

- Et godt eksempel på det er Mobilepay, som jo bliver brugt rigtig meget peer to peer af de private - du og jeg. Men i forretningsverdenen er det blevet brugt mindre, og hvis man får en samkøring af de to områder, kan man bedre udnytte potentialet i eksempelvis Mobilepay, uddyber Thomas Eskildsen.

Helt generelt kan sammenlægningen også sikre en mere bredspektret vækst i forretningen, vurderer analytikeren.

- Personal Banking-enheden har haft meget svært ved at flytte sig, mens Business Banking har taget nogle rigtig fine ryk. Der kan man måske få løftet væksten overordnet set ved at lægge det sammen, så man også får de private kunder med, siger Thomas Eskildsen.

GOD MUSIK I BRED LEDELSE

Sammen med ændringerne i organisationen har Danske Bank også fundet fire nye bankdirektører i form af HR-chef Henriette Fenger Ellekrog, Jakob Groot, der bliver chef for Corporate & Institutions, Frederik Gjessing Vinten, der bliver direktør for Group Development, og Christian Baltzer, der er hentet ind fra forsikringsselskabet Tryg som ny finansdirektør.

Herefter vil Danske Bank-direktionen bestå af hele ti medlemmer, og selv om det ved første øjekast kan virke lidt uoverskueligt, giver det rigtig god mening at have en bred topledelse i en bank af Danske Banks størrelse, vurderer Thomas Eskildsen.

- Det giver mening, for det er en meget stor bank. Målt på markedsværdi er den af samme størrelse som Swedbank, Handelsbanken og SEB, og der er omkring 19.000 medarbejdere. Og så er man også nødt til at have en ledelse, der når et stykke ned i organisationen. Hvis man ikke har en bred ledelse, når man ikke nødvendigvis derned, siger analytikeren fra Handelsbanken.

- Samtidig skal man også have noget slagkraft til at arbejde med et bestemt område, som man kan overskue. Det kan godt være en hæmsko for udviklingen af alle områder, hvis man har en for smal direktion, fortsætter han.

/ritzau/FINANS