11 dage efter Fætter BRs konkurs og bebudede massefyringer: Ejers ansvarlige partner er fortsat tavs

Mens der bliver gjort klar til at afskedige mere end 3.000 ansatte, og kreditorerne står og mangler 1,8 mia. kr., vil Top-Toys ejer, den svenske kapitalfond EQT, fortsat ikke stille op til interview. Den ansvarlige partner er på ferie.

Top-Toy, der driver kæderne Fætter BR og Toys 'R' Us, erklærede sig kort før nytår konkurs. Her er en lukket Fætter BR-butik i Svendborg. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

Legetøjskæmpen Top-Toy erklærede sig kort før nytår konkurs efter en stribe år med skrantende økonomi og et stærkt utilfredsstillende julesalg i 2018.

Nu, 11 dage efter at Top-Toy, der står bag Fætter BR og Toys 'R' Us, gik konkurs, ønsker den svenske ejer, kapitalfonden EQT, fortsat ikke at stille op til et telefoninterview. Også til denne artikel har den ansvarlige partner, Albert Gustafsson, afvist at svare på en række spørgsmål om forløbet.

Han er i stedet taget på ferie, mens der bliver gjort klar til at afskedige mere end 3.000 ansatte, og kreditorerne i form af banker og leverandører står og mangler 1,8 mia. kr.

Derimod er det fortsat stærkt usikkert, hvor mange penge EQT taber på konkursen pga. den lånefinansierede model, som kapitalfonde er blevet berømte og i nogle kredse også berygtede for. Her gearer de deres investeringer, hvilket betyder, at en stor del af købesummen bliver betalt med lån, der bliver lagt ind i den opkøbte virksomhed, og det kan være helt ned til 20-30 pct. af de 1,7 mia. kr., som i 2017 var prisen for 75 pct. af Top-Toy, som fonden selv har betalt.

Kapitalfondens pressechef, Jessica Ölvestad, er vendt tilbage med en række svar over e-mail.

Hvor mange penge har EQT skudt ind i Top-Toy?

»EQT afviser at kommentere på det.«

Hvor meget kom I selv med, da I købte Top-Toy?

»EQT afviser at kommentere på det.«

Hvad er årsagen til, at I ikke ønsker at svare på den type spørgsmål?

»EQT kommenterer aldrig på finansielle detaljer om opkøb og frasalg.«

Er det rimeligt at konkludere, at gældsniveauet var en årsag til konkursen, eller skyldes det forandringer i markedsvilkårene for virksomheden?

»Hovedproblemet i Top-Toy var ikke gælden, men faldende salg og marginer, som betød negative finansielle resultater.«

Fortryder EQT noget?

»Vi er naturligvis ikke glade for udviklingen, men EQT har gjort alt, hvad der var muligt for at støtte Top-Toy. Vi har skudt ny kapital ind flere gange, investeret i nye systemer og udstyr, og vi har sat en meget kompetent ledelse ind. Men på trods af det hårde arbejde lykkedes vi ikke.«

Hun henviser til, at EQT over to omgange skød 175 mio. kr. i Top-Toy.

Gjørup-familien, der stiftede virksomheden i Roskilde i 1963, ejer de resterende 25 pct. af Top-Toy.