Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Hundredtusindvis af internetbrugere verden over vil på mandag stå med en sort skærm og blot være brugere uden internet, fordi de er ramt af en et år gammel virus.
Helt præcis vil 277.000 opleve, at panikken kan indtræde. At det kan opgøres så præcis, skyldes, at det amerikanske forbundspoliti FBI er årsag til afbrydelsen. FBI har nemlig befundet sig i en særdeles særegen rolle som internetleverandør gennem længere tid, netop for at forhindre at folk stod uden forbindelse.
Omdirigeret til Estland
En spidsfindig virus, som blev plantet i netannoncer over hele nettet, betød, at hvis folk klikkede på det, blev internettrafikken fra deres computer omdirigeret til hackernes egne servere. Dermed satte de nettets normale »telefonbog« ud af drift, nemlig det såkaldte DNS-system, som oversætter netadresserne fra de IP-adresser af tal, som hver computer med netadgang har som en slags CPR-nummer til mere forståelige netadresser med bogstaver som f.eks. www.b.dk eller www.business.dk.
Hackerne kunne på den måde omdirigere folk til falske udgaver af ethvert netsted, som de satte op, og forsøge at franarre folk deres adgangskoder, fordi de troede, at de befandt sig på de rigtige netsider.
FBI anholdt så i november seks estiske hackere i Estland, som stod bag. Imidlertid kunne man ikke udrydde virusen. Politiet ville gerne standse misbruget men stod i det dilemma enten at lukke hackernes servere - og dermed samtidig kappe netforbindelsen hos langt over en halv million brugere verden over - eller at erstatte de ramte servere med FBIs egne servere, som var fri af virusen, men som p.g.a. virusen på folks computere stadig sendte trafikken i retning af Estland.
Dyr beslutning
FBI valgte at skifte serverne ud, og siden da har det kostet politiet næsten en halv million kroner at holde dem kørende.
Det store problem er, at de fleste, der er ramt af virusen, aldrig har opdaget det, selv om computeren formodentlig arbejdere langsommere end før.
I april traf FBI beslutningen om at trække stikket og pakke sine servere sammen 9. juli, altså på mandag. Den beslutning blev omtalt verden over, men fortsat ligger virusen på 277.000 computere, som alle går på nettet over Estland.
Lige indtil på mandag klokken 18.01 dansk tid. Da er det endegyldigt slut.
Man kan selv undersøge, om man er ramt ved at besøge netadressen http://www.dns-ok.us/, som giver grønt lys, hvis alt er i orden.