Hvid haj var hvid løgn

Badegæster kan trygt hoppe i bølgerne såvel i Vesterhavet som ved den sydengelske kyst uden at frygte at ende som haj-føde.

Sådan ser en hvidhaj ud. Foto: Jeannot Lapeyre/AFP Fold sammen
Læs mere

Rapporter og billeder af en menneskeædende hvid haj ud for Cornwalls kyst har de seneste uger sat Storbritannien på den anden ende og skabt frygt blandt badeturister og medierne har ikke givet historien for lidt i agurketiden.

Selv i vort eget moderorgan Berlingske Tidende har man kunnet læse om mulighederne for at møde "dræberhajer i danske farvande".

Men den hvide haj fra Cornwall var en hvid løgn. Ophavsmanden viser sig at være briten Dorman Kevin Keeble, der under en fisketurtur til Sydafrika ganske rigtigt fik en hvid haj i søgeren, men som hjemme igen sendte billedet til sin lokale avis - med påstand om, at hajen var fotograferet på det hjemlige surfer- og badested Newqay.

Herfra gik det stærkt.

"Jeg troede aldrig at historien ville blive så stor," siger han i dag til nyhedsbureauet Reuters.

"Jeg havde ikke forventet, at nogen var tåbelig nok til at tage den alvorligt," lyder hans replik.